Aarhus Universitets segl

”Hvad skal der til for, at vi vil samarbejde?” Anders forsker i sammenhængen mellem tværgående ledelse og samarbejde i den offentlige sektor

Hvordan kan offentlige ledere understøtte samarbejde på tværs af organisatoriske skel i den offentlige sektor? Ofte er ansvaret for borgere og opgaver delt mellem personer, afdelinger og organisationer. Det gælder især for borgere, hvis udfordringer spænder på tværs af den offentlige sektor såsom socialområdet, sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet. I de tilfælde har samarbejde på tværs en vigtig betydning. Men hvordan skaber man et system, hvor samarbejde og fælles ansvar på tværs af skel er velfungerende? Det undersøger postdoc Anders Barslund Grøn i sin forskning om samarbejde, netværk og tværgående ledelse i den offentlige sektor. Dette er den første artikel i en ny serie i ledelsescenterets nyhedsbrev, som bringer forskningsportrætter af personerne bag ledelsesforskningen.

Foto: Colourbox

“Dét, der virker i det små, bliver svært i det store” 

Anders’ interesse for samarbejde i den offentlige sektor tager afsæt i en enkel oplevelse: “Jeg oplever, at det er lettere at tage ansvar for hinanden i små fællesskaber og nære relationer. Den logik er dog langt sværere at få til at fungere, når vi skalerer op på samfundsniveau”, udtaler Anders. Den typiske offentlige organisation er præget af faglig specialisering og arbejdsdeling. Opgaverne er fordelt på tværs af organisationer, fagområder og niveauer af ledere og medarbejdere. Men med opgavefordelingen opstår der ofte situationer, hvor samarbejde og fælles ansvar er en forudsætning for at komme i mål. 

Det gælder eksempelvis for en familie, hvor flere udfordringer rammer samtidig. Den ene forælder har brug for behandling i psykiatrien. Barnet udviser tegn på skolevægring. Og samtidig oplever den anden forælder en usikker tilknytning til arbejdsmarkedet. Som følge er familien i kontakt med flere dele af den offentlige sektor samtidig – psykiatrien, folkeskolen og jobcenteret, som hver især forsøger at hjælpe familien med deres del af den samlede ”pulje” af udfordringer. For familien selv hænger problemerne – og løsningerne – uløseligt sammen. 

Når flere dele af den offentlige sektor er i kontakt med familien, er der risiko for, at ledere og medarbejdere på hospitalet, i skolen og på jobcenteret ikke afstemmer den fælles opgave tilstrækkeligt. En konsekvens kan være, at familien ender med ansvaret for at sikre sammenhæng, og i værste fald bliver familiens udfordringer ikke håndteret.

I sin forskning fokuserer Anders på, hvordan man kan understøtte samarbejde på tværs af skel i den offentlige sektor i den slags situationer. Både i sin ph.d.-afhandling og senere forskning peger han på tværgående ledelse som en vej til mere samarbejde og sammenhæng i den offentlige sektor. Tværgående ledelse handler om, at ledere aktivt promoverer og vedligeholder medarbejderes engagement i og bidrag til samarbejdsinitiativer på tværs af skel i den offentlige sektor. Du kan læse mere om tværgående ledelse i ledelsescenterets vidensbase.

Når samarbejdet halter

Anders’ forskning handler om kollektive handlingsproblemer. Selvom individer er afhængige af hinanden for at lykkes med at nå fælles målsætninger, kan de have stærke tilskyndelser til at prioritere løsningen af deres ”egne” opgaver frem for at samarbejde. Tilskyndelsen til at bidrage til et fælles gode er ofte mere utydelig. Konsekvensen er at samarbejde ofte halter.

Anders peger på, at sådanne problemer opstår flere steder i den offentlige sektor. Et nærliggende eksempel er familien fra eksemplet ovenfor. Psykiateren fokuserer på behandlingen, skolen på barnets trivsel og jobcenteret på beskæftigelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Hver medarbejder løfter sin del af opgaven – men ingen har ansvaret for helheden. Mangelfuld koordination på tværs af disse organisationer kan betyde, at der ikke er nogen ud over familien selv, der bidrager til at sikre samarbejde.

”Offentlige ledere og medarbejdere har alle ansvar for hver deres område i den offentlige sektor. For at sikre sammenhæng i leveringen af offentlige ydelser, bliver samarbejde på tværs af organisationer vigtig. Dog bliver samarbejdet udfordret af forskelle i kerneopgaver, kulturer og styringsstrukturer. Spørgsmålet bliver derfor: hvordan får vi det til at hænge sammen på tværs? Hvordan kan offentlige ledere bidrage til at sikre tværgående samarbejde i offentlige organisationer?” fortæller Anders.

Centrale indsigter fra forskningen: hvordan bliver vi bedre til at samarbejde i den offentlige sektor?

Anders selv blev motiveret for at forske i dette område, fordi han er optaget af, hvordan vi i den offentlige sektor kan sikre de bedste vilkår for samarbejde og for at tage ansvar for hinanden.

Derudover fremhæver Anders et konkret behov for samarbejde i den offentlige sektor: ”I dag spænder leveringen af offentlige ydelser ofte på tværs af flere organisationer og fagområder. Borgeres udfordringer er ofte komplekse. Derfor kan ingen leder eller medarbejder løse udfordringerne selv – eller rumme det fulde overblik over udfordringerne. Tværtimod kræver det en indsats, der går på tværs af flere offentlige organisationer. Samarbejde er derfor ikke kun et ideal, men en forudsætning for at skabe sammenhængende løsninger for den enkelte borger og for samfundet som helhed” forklarer Anders. Han beskæftiger sig derfor med, hvordan ledere aktivt kan understøtte og vedligeholde samarbejde og fælles ansvar. 

Anders’ forskning viser os bl.a.:

  • Træning af ledere styrker det ledelsesmæssige samarbejde – men det slår ikke automatisk igennem hos medarbejdere.
    Når ledere trænes sammen ved hjælp af et teambaseret ledelsestræningsprogram, styrkes den relationelle koordination og kvaliteten af samarbejdet blandt de trænede ledere og deres frontlinjeledere. Dette overføres dog ikke automatisk til medarbejderne. Det viser, at samarbejde mellem ledere kan udvikles og trænes i fællesskab, men det trænger ikke altid igennem til medarbejderne. Du kan læse mere her.
  • Tværgående ledelse kan bidrage til at gøre medarbejdere mere engagerede i samarbejde tværorganisatorisk.
    Ledere kan gøre en forskel for, at medarbejdere prioriterer tværgående samarbejde ved aktivt at sætte retning og udøve tværgående ledelse. Medarbejdere, som møder ledere, der udøver tværgående ledelse, er mere engagerede i samarbejde sammenlignet med medarbejdere, der møder ledere, der ikke gør det. Konkret er de medarbejdere villige til at bruge mere tid og lægge mere indsats i samarbejdet. Effektiv ledelseskommunikation understøtter således samarbejdsengagement. Du kan læse mere her.
  • Medarbejdere reagerer forskelligt på ledelse – og det har betydning for samarbejdet.
    Medarbejdere har forskellige forudsætninger og tiltro til deres egne samarbejdsevner. Det betyder, at nogle medarbejdere umiddelbart er mere orienteret mod at samarbejde, og parate til at engagere sig i samarbejdssituationer. Du kan læse mere her og her. Ledere kan derfor være opmærksomme på, at tværgående ledelse ofte modtages forskelligt af forskellige medarbejdere, og at nogle reagerer stærkere på den end andre.

Fra velfærd til klima

I sin forskning har Anders især fokuseret på samarbejde og koordination omkring serviceproduktion på blandt andet socialområdet og i sundhedssektoren. I sin nyere forskning er han begyndt at beskæftige sig med klimaudfordringerne.

Fælles for begge områder er, at Anders arbejder med kollektive handlingsproblemer. Klimadagsordenen gør imidlertid problemet endnu tydeligere: Alle får gavn af, at der bliver gjort noget, men det enkelte individ har et incitament til at lade andre tage omkostningerne. Samtidig er klimaudfordringerne mere gennemgribende. De går på tværs af niveauer – både kommunalt, statsligt og internationalt – og stiller derfor større krav til koordination og samarbejde på tværs af hele systemet.

I samarbejde med andre forskere fra ledelsescenteret undersøger Anders i øjeblikket betydningen af politisk ledelse og kommunikation for borgeres klimavenlige adfærd. Mere konkret undersøger de om kommunikation om konkrete klimainitiativer fra lokale og nationale politikere gør borgere mere villige til at handle – for eksempel ved at støtte grønne formål økonomisk. [Anders og kollegaerne arbejder lige nu på at få udgivet resultaterne i fagfællebedømte tidsskrifter].

Bag om artiklen

Artiklen er den første i en ny serie i ledelsescenterets nyhedsbrev. Løbende bringer vi en artikel om en person i ledelsescenteret. Artiklen præsenterer personens forskningsfelt, relevansen for dig som læser og hvad man skal holde øje med fremadrettet inden for forskningsfeltet.

Anders’ forskningsprofil kan tilgås her. Her kan du finde Anders’ ph.d.-afhandling, publikationer, aktiviteter og priser.