Aarhus Universitets segl

Er vi klar, når krisen rammer? Seminar sætter fokus på Danmarks robusthed

Hvordan står vi bedst rustet, når krisen rammer? Det sætter Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse fokus på sammen med InterForce Region Midtjylland til sikkerhedsseminar den 9. november på Aarhus Universitet. Her samles ledere, eksperter og beslutningstagere fra blandt andet erhvervsliv, myndigheder, politi, beredskab og Forsvaret for at dele erfaringer om, hvordan vi styrker Danmarks og lokalsamfunds robusthed.

Foto: InterForce

Fra sikkerhedspolitik til beredskab i praksis

Krig i Europa, hybride trusler, cyberangreb og et stigende pres på kritisk infrastruktur har ændret rammerne for både offentlige myndigheder og private virksomheder i Danmark. Sikkerhedsseminaret sætter fokus på, hvordan vi forbereder os på kriser og styrker robustheden, når de rammer.

Dagen begynder med et blik på den aktuelle sikkerhedspolitiske situation og bevæger sig videre til mere konkrete spørgsmål om robusthed, krisestyring og forsyningssikkerhed. Der sættes blandt andet fokus på, hvordan vand- og elforsyningen håndterer et øget pres, hvordan myndigheder arbejder med krisestyring, og hvilken rolle virksomheder spiller i samfundets samlede beredskab.

Mød forskere, ledere og beslutningstagere

Blandt dagens oplægsholdere er lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet, professor og centerleder Christian Bøtcher Jacobsen fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse samt Anders Hagh, CEO i Salling Group. Derudover deltager ledere og eksperter fra blandt andet Aarhus Vand, AURA Energi, Aarhus Havn, Østjyllands Politi, Østjyllands Brandvæsen og Security Tech Space.

Dagen afsluttes med en paneldebat om, hvordan forskellige dele af samfundet kan bidrage til at styrke Danmarks robusthed.

Vær med, når beredskab og krisehåndtering sættes på dagsordenen

Seminaret samler ledere og beslutningstagere på tværs af erhvervsliv, myndigheder, politi, beredskab, forsyningssektoren, Forsvaret og universitetet.

Målet er at dele erfaringer og perspektiver på, hvordan vi omsætter viden om sikkerhed og beredskab til handling – og hvordan samarbejdet på tværs af sektorer kan styrke samfundets robusthed, når krisen rammer.

Seminaret afvikles mandag den 9. november kl. 08.00-14.00 i Aulaen på Aarhus Universitet. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding.