Aarhus Universitets segl

Ledelsesugen 2026: Seks webinarer om aktuelle spørgsmål i offentlig ledelse

Når Ledelsesugen 2026 afholdes i uge 44, inviterer Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse dig med til seks webinarer om nogle af de spørgsmål, der fylder i den offentlige sektor lige nu. Hvordan skaber vi sundere arbejdspladser? Hvordan får vi ny viden fra kompetenceudvikling til at leve videre i praksis? Og hvordan leder vi, når AI og nye trusler forandrer rammerne for den offentlige sektor? I webinarerne kan du møde centerets forskere og gæster fra praksis og få input og inspiration til din ledelse. Nedenfor kan du læse mere om de seks webinarer.

Foto: Væksthus for Ledelse

Den sunde organisation – sundhed og sygefravær i den offentlige sektor

Mandag den 26. oktober kl. 08.30 - 09.15

Sygefravær og sundhed er en udfordring i mange offentlige organisationer, som har betydning for medarbejdere, ledere og opgaveløsningen. Men hvad betyder arbejdsmiljø, ledelse og organisationskultur for medarbejdernes sundhed og sygefravær? Og hvordan kan organisationer arbejde med at skabe sundere arbejdspladser?

Lektor ved Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet Ann-Kristina Løkke inviterer leder af Ballerup Hjemmepleje Tine Gitte Nielsen og teamleder Tina Karlsen til en samtale om, hvordan man kan arbejde med sundhed og sygefravær i praksis. Sammen bringer de både forskning og konkrete erfaringer fra den kommunale hverdag i spil.

Fra kompetenceudvikling til praksis – hvordan skaber man varig forandring?

Tirsdag den 27. oktober kl. 08.30 - 09.00

Offentlige organisationer investerer mange ressourcer i kompetenceudvikling. Men ny viden og nye kompetencer fører ikke nødvendigvis til forandringer i den daglige praksis. Det kræver en særlig indsats, at understøtte, at læring bliver omsat, delt og forankret i organisationen. Hvordan sikrer man, at ny viden ikke bliver hos den enkelte, men bliver en del af organisationens fælles praksis? Og hvilken rolle spiller ledelse og de organisatoriske rammer i processen?

Anne Mette Kjeldsen, som er professor ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet er vært for webinaret. Sammen med Christina Dahl Madsen og Line Asp Hansen, som begge er lektorer ved VIA University College, ser hun nærmere på, hvad der skal til for at skabe varig forandring. 

Må vi, kan vi, bør vi? At lede brugen af AI

Onsdag den 28. oktober kl. 08.30 - 09.00

AI åbner nye muligheder i den offentlige sektor, men AI stiller også nye krav og rejser nye udfordringer for offentlige ledere. Hvilke opgaver giver det mening at bruge AI til? Hvordan skaber man rammer for brugen? Og hvad gør man, når teknologiske muligheder støder sammen med faglige, organisatoriske og etiske dilemmaer?

Lektor Florian Keppeler og videnskabelig assistent Louise V. Offersen ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet, møder digitaliseringschef i Aarhus Kommune Rasmus Ry Nielsen til en samtale om lederens rolle, når AI skal implementeres i den offentlige organisation. Sammen ser de på, hvordan ledere kan skabe retning og rammer for en strategisk og ansvarlig brug af teknologien.

Medarbejderindflydelse i offentlige organisationer: Muligheder og udfordringer

Onsdag den 28. oktober kl. 16.00 - 16.30

Medarbejdere har indflydelse på deres arbejdsplads på mange forskellige måder – både gennem formelle kanaler og i den daglige dialog og opgaveløsning. Men hvad betyder medarbejderindflydelse for ledelse og styring i offentlige organisationer? Og hvilke muligheder og udfordringer opstår, når medarbejdere får indflydelse på organisationens beslutninger og udvikling?

Professor ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet Lotte Bøgh Andersen dykker ned i medarbejderindflydelsens betydning for offentlige organisationer og ser på, hvordan medarbejdernes indflydelse spiller sammen med ledelse og styring. Webinaret foregår interaktivt med brug af Mentimeter.

Beredskab og ledelse i en usikker tid

Torsdag den 29. oktober kl. 08.30 - 09.00

Et stærkt beredskab handler ikke kun om planer og procedurer. Det handler også om organisationens evne til at samarbejde, træffe beslutninger og handle, når situationen pludselig eskalerer. Her kan ledelse og stærke relationer mellem mennesker på tværs af organisationen spille en afgørende rolle.

Lektor Morten Brænder ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet og sektionschef i Beredskabsstyrelsen Brian Thøste Christensen ser nærmere på, hvordan ledelse, samarbejde og relationer kan styrke offentlige organisationers beredskab i en tid præget af mere alvorlige og uforudsigelige trusler – og hvad der skal til for at være klar, når situationen kræver handling.

Ledertrivsel – betydningen af ledergrupper og ledernetværk

Fredag den 30. oktober kl. 08.30 - 09.00

Lederrollen kan være både meningsfuld og krævende. Ledere står ofte med komplekse beslutninger og udfordringer, som kan være svære at dele med medarbejderne. Derfor kan relationer til andre ledere spille en vigtig rolle – både som et sted for faglig sparring og som en kilde til social støtte.

Lektor ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet Vita Ligaya Ponce Dalgaard ser nærmere på, hvilken betydning ledergrupper og ledernetværk kan have for trivsel i lederrollen. Hvad skal der til, for at relationerne til andre ledere bliver en ressource? Og hvordan kan lederfællesskaber bidrage til, at ledere ikke står alene med de udfordringer, de møder i deres arbejde?