Aarhus Universitets segl

Ny forskning: Performanceevaluering af ledelseskvalitet påvirker lederes sygefravær

På mange offentlige arbejdspladser bliver lederes performance løbende evalueret via 360-graders målinger. Ved denne type måling suppleres lederes selvevaluering typisk med evaluering fra overordnet leder, medarbejdere og kolleger.

Evalueringer af offentlige lederes ledelseskvalitet kan imidlertid have nogle utilsigtede bivirkninger. Lederne kan opleve frustrationer i forbindelse med, hvad de oplever som urimelige evalueringsprocesser og –resultater. Lederne kan også have svært ved at acceptere et negativt resultat – især hvis de opfatter deres egen performance som bedre.

Hvorvidt disse bivirkninger af evalueringen påvirker fraværet hos offentlige ledere har vi haft meget begrænset viden om. Derfor har Sarah M. L. Krøtel og Ann-Kristina Løkke i et nyt studie undersøgt sammenhængen mellem evaluering af offentlige lederes ledelseskvalitet og ledernes fraværsfrekvens i en dansk kommune.

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at når ledernes egen leder vurderer ledernes ledelseskvalitet som høj, så er ledernes sygefraværsfrekvens lavere, end hvis de overordnede ledere vurderer ledelseskvaliteten som lav. Der er derimod ingen sammenhæng mellem ledernes selvevaluering og deres sygefravær. Resultaterne viser også, at ledere, som evaluerer deres egen ledelseskvalitet højere end deres overordnede og/eller deres medarbejdere, har en højere fraværsfrekvens end ledere, som ikke overvurderer kvaliteten af deres egen ledelse.

Overordnet peger studiet dermed på, at andres vurdering af ledelseskvaliteten er relevant, ligesom resultaterne tyder på, at der ligger en vigtig opgave i dialogen med ledere, der vurderer deres egen ledelseskvalitet som værende højere end medarbejderne og deres egen leder.