Ny ph.d.-studerende i Ledelsescenteret
Den 1. september starter Karalyn Lacey som ny ph.d.-studerende ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse. Karalyn vil i sit ph.d.-projekt undersøge professionel identitet blandt offentligt ansatte i beredskabet. Projektet løber i tre år, og du kan læse mere om det nedenfor.

Professionel identitet blandt ansatte i beredskab
I projektet undersøger Karalyn identiteter blandt offentligt ansatte i beredskabet og hvilke årsager og konsekvenser, der er knyttet til forskellige identiteter. Hun vil konkret se på grupper med akutfunktioner, såsom politibetjente, brandfolk, medarbejdere på alarmcentraler samt socialrådgivere og psykiatriske behandlere. Hun håber at opnå en bedre forståelse af, hvordan forskellige faglige, organisatoriske og sociale identiteter kan ændre karakteren af de ydelser, der bliver leveret, ved at forme måden, medarbejderne efterlever deres professionelle forpligtelser.
Projektet vil blandt andet stille følgende spørgsmål:
- Hvordan varierer identiteter på tværs af og inden for faggrupper – og over tid?
- Hvad er forholdet mellem identiteter og medarbejdernes syn på det samfund, de betjener?
- Hvordan kan ledelse bidrage til at gentænke og redefinere professionel identitet i beredskabet?
Om motivationen for projektet siger Karalyn:
”Jeg er virkelig begejstret for muligheden for at arbejde med dette emne. Debatten om ansvarsfordelingen i beredskabet har ofte været præget af usikkerhed om, hvad der egentlig driver medarbejdernes adfærd. Ved at tydeliggøre sammenhængen mellem professionel identitet og levering af ydelser kan vi skabe nye muligheder for, at ledere i beredskabet kan styrke kvaliteten af deres indsats gennem udviklingen af en fælles og bevidst identitet.”
Karalyn er allerede et velkendt ansigt i Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse. Hun har arbejdet sammen med forskere fra Ledelsescenteret i sin rolle som administrativ leder for The People Lab ved Harvard Kennedy School. Her arbejdede hun tæt sammen med forskningslederen om både den daglige drift, udviklingen af strategisk retning og opbygningen af partnerskaber. Derudover bidrog hun til at designe og gennemføre store forskningsprojekter på The People Lab.