Aarhus Universitets segl

Ny forskning om ledelse, hjemmearbejde og udbrændthed

Kan strategisk ledelse og sociale relationer på arbejdspladsen modvirke medarbejderes oplevelse af udbrændthed? Et nyt studie fra USA viser blandt andet, at sociale relationer kan virke som en buffer mod det pres, som coronakrisens krav om hjemmearbejde skabte.

Foto: Nosyrevy, Colourbox

Efter coronapandemiens indtog blev hjemmearbejde en realitet for mange offentlige ansatte. Hjemmearbejdet tilbyder på den ene side en større grad af fleksibilitet for den enkelte medarbejder. På den anden side kan hjemmearbejdet skabe ubalance, da grænserne mellem arbejds- og familieliv i højere grad kan blive udvisket. En sådan ubalance kan øge risikoen for, at medarbejderne føler sig udbrændte. Så hvordan kan offentlige organisationer undgå, at deres medarbejdere brænder ud? I en ny forskningsartikel undersøger Ulrich Thy Jensen fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse sammen med Michelle Allgood og Justin M. Stritch, om strategisk ledelse og sociale relationer kan fungere som stopklodser for medarbejdernes oplevelse af udbrændthed. 

Betydningen af sociale relationer på arbejdspladsen

Resultaterne fra studiet viser, at medarbejdere med et nært socialt tilhørsforhold til arbejdspladsen i mindre grad føler sig udbrændte. Samtidig viser resultaterne, at sociale relationer også betyder noget for, hvordan medarbejderne håndterer presset på arbejds- og familielivet. Her fortæller Ulrich Thy Jensen: 
”Vi ser, at medarbejdere, der oplever et nært socialt tilhørsforhold til arbejdspladsen og deres kolleger, i mindre grad oplever ubalance mellem arbejds- og familieliv. Og det betyder faktisk også, at medarbejderne føler sig mindre udbrændte. En forklaring på dette kan være, at medarbejdere med et nært socialt tilhørsforhold har flere sociale ressourcer at trække på i form af f.eks. sparring, feedback og social støtte, og at disse kan aktiveres som modpres på øget krav og stress i jobbet”. 

Hvilken rolle spiller ledelse?

Når det kommer til betydningen af ledelse, har studiet set nærmere på en bestemt type af ledelsesadfærd - nemlig strategisk ledelse. Det er en ledelsesform, der indebærer, at lederen sætter en meningsfuld retning, tilbyder støtte og fjerner forhindringer, så det bliver lettere for medarbejderne at realisere de organisatoriske mål. 
Resultaterne viser, at medarbejderne tenderer til at føle sig mindre udbrændte, når deres ledere lykkes med at komme ud over rampen med den strategiske ledelse. Samtidig indikerer resultaterne, at strategisk ledelse kan hænge sammen med medarbejdernes evne til at håndtere presset på arbejds- og familielivet. Om resultaterne udtaler Ulrich Thy Jensen: 
”I en krisetid er det ekstra vigtigt for ledere at sætte en klar retning. Ledere agerer pejlemærket, som medarbejdere spejder efter, når usikkerheden er stor. Men meget af ledelsen i en krisetid handler også om at sikre, at medarbejderne føler sig støttet og oplever at have de nødvendige ressourcer til rådighed”.   

Hvad betyder studiet for dig som offentlig leder? 

Ifølge Ulrich Thy Jensen lægger resultaterne op til vigtige implikationer for offentlige ledere: ”Resultaterne af vores studie indikerer, at ledelse ikke kun handler om strategi og visioner. Det handler også i høj grad om at facilitere og skabe stærke sociale relationer på arbejdspladsen. Særligt i en krisetid kan et fokus på sociale relationer faktisk være mindst lige så vigtigt som strategisk ledelse i forsøget på at modarbejde udbrændthed blandt medarbejderne”.

Bag om studiet

  • Forskningsartiklen er udgivet i tidsskriftet Review of Public Personnel Administration. Du kan finde studiet her.
  • Artiklen er baseret på et kvantitativt studie, der består af spørgeskemabesvarelser fra 124 offentligt ansatte medarbejdere i forskellige forvaltningsenheder i en større amerikansk by (befolkning på mere end 250.000 personer). Spørgeskemabesvarelserne er indsamlet i maj 2020. 
  • Ulrich Thy Jensen er lektor ved Arizona State University. Han er ligeledes tilknyttet Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse. Kontaktinformation: ujensen@asu.edu
  • Michelle Allgood er ph.d-stipendiat ved Arizona State University.
  • Justin M. Stritch er lektor ved Arizona State University.