”At skabe solid viden om, hvad der virker og ikke virker i den offentlige sektor, er både vigtigt og vanskeligt. Evidens kan bl.a. bygge på lodtrækningsforsøg, som kan være langvarige, omkostningsfulde og svære at gennemføre. De seneste år har dog vist, at forskning og praksis gennem samarbejde kan skabe evidensbaseret viden om så forskelligartede emner som ledelsestræning, udlicitering og uddannelse”, udtaler Christian Bøtcher Jacobsen. 

På baggrund af de seneste års erfaringer har han sammen med en række forskerkollegaer fra Danmark og USA lavet en erfaringsbaseret guide til, hvordan man kan understøtte et øget samarbejde mellem forskere og praktikere. Jesper Asring Hansen fortæller:

”Guiden tager udgangspunkt i, at samarbejdet ikke er nemt, men kan medføre store gevinster for både forskere og praktikere, hvis det lykkes. For at få det til at virke kræver det både nysgerrighed, tillid og en vedholdende indsats fra forskning og praksis”. 

Guiden er opbygget i fem trin, der kan give en rettesnor for samarbejdet. 
 

Et samarbejde kommer ikke af sig selv. Der skal lægges en aktiv indsats i det, påpeger Jesper Asring Hansen:

”Trin 1 handler om, at både forskere og praktikere skal være åbne og ikke mindst opsøgende for at kultivere samarbejdet. At bygge en solid bro mellem forskning og praksis kræver, at de to har anledninger til at mødes. Det kan fx ske gennem møder, konferencer eller andre fora, som fungerer som anledning til at dyrke samarbejdet”. 
 

I samarbejdet er det for det andet vigtigt at arbejde sammen om at finde de spørgsmål, hvor begge parter kan se en vigtighed i at få dem besvaret. Christian Bøtcher Jacobsen udtaler:

”Det er svært at få samarbejdet til at køre, hvis besvarelsen af de grundlæggende spørgsmål kun tilgodeser den ene part. Det duer med andre ord ikke, at spørgsmålene fx kun er relevante for forskerne. Begge parter skal kunne se, at svarene på spørgsmålene kan skabe værdi ”hos dem selv”. Det er en forudsætning for at skabe forpligtelse i et (længerevarende) samarbejde”. 
 

Et af virkemidlerne ift. til at skabe viden sammen er felteksperimenter. Samarbejde mellem forskning og praksis kan være nyttig for alle typer projekter, men det er særligt nødvendigt for felteksperimenter.

”Det er nemmere sagt end gjort at gennemføre felteksperimenter. At designe og gennemføre et felteksperiment kræver, at både forskere og praktikere trækker i arbejdstøjet og læner sig ind mod hinanden. De har begge unikke inputs til, hvordan man kan gennemføre felteksperimentet. På den ene side har forskerne typisk ansvar for overholdelse af forskningsmæssige krav. På den anden side sikrer praktikerne, at projektet rent faktisk kan gennemføres”, udtaler Christian Bøtcher Jacobsen.   

Det største igangværende forskningsprojekt i Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse er et felteksperiment. Titlen på forskningsprojektet er VUOS – værdiskabende udvikling af organisatorisk praksis. VUOS-projektet har til formål at undersøge effekterne af tre forskellige udviklingsforløb for både ledere og medarbejdere. Den gennemføres i mange forskellige typer organisationer (bl.a. i politiet og på sociale botilbud). 

”VUOS-projektet er et godt eksempel på, hvad forskning og praksis i samarbejde kan udrette. På verdensplan er projektet det største og mest omfattende af sin art. For at gennemføre et så omfattende projekt kræver det vedvarende koordination og samarbejde mellem forskning og praksis. Da Covid-19 fx ramte lige i begyndelsen af projektperioden var det vigtigt at håndtere pandemien på en måde, der tilgodeså begge parter. Det handlede bl.a. om at sikre de forskningsmæssige standarder samtidig med, at udviklingsforløbene gav mening i konteksten af Covid-19. Det krævede en stor indsats og fleksibilitet fra begge sider af samarbejdet”. 

Læs mere om VUOS-projektet her
 

I fortolkningen af resultater er der også to sider af samarbejdet, hvor både forskning og praksis har hvert sit af byde ind med. Christian Bøtcher Jacobsen fortæller:

”Her er vi kommet til en fase i samarbejdet, hvor det virkelig er vigtigt, at hver part spiller ind med deres ekspertise. På den side skal forskerne være garant for, at selve analysearbejdet har den nødvendige kvalitet. Herunder skal de placere resultaterne ind i en kontekst af, hvad vi i forvejen ved på området. På den anden side er praktikernes syn på resultaterne med til at kvalificere, hvordan alle projektdeltagere fortolker resultaterne. Praktikere har ofte en mere detaljeret kontekstforståelse, som kan nuancere betydningen af resultaternes relevans. Det bidrager også til at pege forskere i retning af nye spørgsmål, som opstår i lyset af resultaterne”. 
 

Det femte trin handler om, at samarbejdet ikke må ende, når selve projektperioden er slut. Det er essentielt, at projektets viden får et liv efter projektets afslutning. Christian Bøtcher Jacobsen uddyber det således:

”Dette trin handler om, at forskere og praktikere kan hjælpe hinanden med at omdanne viden fra projekter til praksisnær rådgivning af eksempelvis offentlige ledere og politikere. Hvad kan offentlige ledere bruge i deres daglige ledelse? Hvad skal beslutningstagere være opmærksomme på, når der bliver udviklet ny politik? Her kan samarbejdet mellem forskning og praksis også gøre en forskel, fordi samarbejdet derved ikke kun kommer til at handle om at udvikle viden. Det kommer også til at handle om at udvikle den offentlige sektor, så den i endnu højere grad når målsætningerne. En afsluttende opfordring er derfor, at forskere og praktikere fremover vil indgå i endnu tættere samarbejder”. 
 

• Artiklen er udgivet af Ulrich Thy Jensen, Ole Helby Petersen, Christian Bøtcher Jacobsen, Jesper Asring Hansen og Spiro Maroulis i det internationale tidsskrift Public Management Review. Du kan finde hele artiklen her. 
• Christian Bøtcher Jacobsen er professor ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Aarhus Universitet
  • Kontakt: christianj@ps.au.dk  
• Ulrich Thy Jensen er adjunkt ved Arizona State University, USA
• Ole Helby Petersen er professor ved Roskilde Universitet
• Jesper Asring Hansen er adjunkt ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
• Spiro Maroulis er lektor ved Arizona State University, USA