Aarhus Universitets segl

Hvem skal kommunaldirektørerne være loyale overfor?

En ny undersøgelse viser, at borgmestre og kommunaldirektører ikke altid er enige om svaret på dette spørgsmål. Den uenighed kan skabe ubalance i kontrakten mellem de to parter og medføre dårligt samarbejde og i nogle tilfælde afskedigelse af kommunaldirektørerne.

Foto: Nuthawut, Colourbox

Hvorfor skal vi interessere os for samarbejdet mellem borgmester og kommunaldirektører?

Samarbejdet mellem politikere og embedsmænd er ofte til offentlig diskussion. Det er der god grund til. Hvordan politikere og topembedsmænd går ind i deres samarbejde, har betydning for kvaliteten af de politiske beslutninger og for den tillid, borgerne har til de politiske og administrative ledere og institutioner.

Langt de fleste kommunaldirektører og borgmestre oplever at have en velfungerende samarbejdsrelation. Dog stiger den procentvise andel af kommunaldirektører, som i løbet af et år udskiftes på posten. I forlængelse heraf viser den nye undersøgelse gennemført af forskere tilknyttet Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og Syddansk Universitet, at kommunaldirektører og borgmestre ikke altid er enige om, hvad kommunaldirektørerne skal leve op til.  

Den underforståede kontrakt - kompetence, loyalitet og belønning

Samarbejdet mellem politikere og topembedsmænd kan ses som styret af en implicit kontrakt kendt som en Public Service Bargain. Kontrakten omhandler, hvad embedsmændenes skal bidrage med i form af kompetencer og loyalitet, og hvad de får til gengæld (deres belønning). Hvis der er enighed om dette mellem topembedsmændene og deres politiske ledere, er kontrakten i balance, og samarbejdet fungerer. Hvis der er uenighed, trækker kommunaldirektørerne typisk det korteste strå i den forstand, at de risikerer at blive afskediget.

Kommunaldirektører med forståelse for drift og implementering

Blandt de adspurgte kommunaldirektører og borgmestre er der enighed om, at kommunaldirektørerne skal efterleve de klassiske embedsmandsdyder. Som øverste administrative topchefer skal de også have styr på driften og økonomien i kommunen. Endelig er kommunaldirektørerne og borgmestrene enige om, at kommunaldirektørerne skal bruge deres kompetencer på at sikre, at de politiske beslutninger implementeres i kommunen. Men når det kommer til loyaliteten, viser uenigheden sig.   

Hvem skal have kommunaldirektørernes loyalitet?

Selvom både kommunaldirektører og borgmestre mener, at kommunaldirektørerne skal understøtte de kommunalpolitiske processer, er de uenige om kommunaldirektørernes loyalitet. En af forskerne bag undersøgelsen, lektor Niels Opstrup, udtaler:

”Borgmestrene forventer, at kommunaldirektøren lægger sin fulde loyalitet hos ham eller hende. Kommunaldirektørerne mener derimod, at deres rolle også er at understøtte og være loyale overfor den samlede kommunalbestyrelse.”

Den implicitte kontrakt skaber stabilitet i kommunerne, men kræver løbende genforhandling

Et velfungerende samarbejde afhænger af, at der er afstemthed blandt aktørerne omkring embedsmændenes bidrag og belønninger. Uenighed omkring disse forhold kan medføre dårligt samarbejde og i sidste ende afskedigelse. Afskedigelse af kommunaldirektører er økonomisk omkostningsfyldt og skaber usikkerhed i den enkelte kommune. I værste fald øges usikkerhed om, hvorvidt topembedsmænd får sagt fra over for borgmesteren, når det kræves.

Professor Heidi Houlberg Salomonsen udtaler: ”Løbende genforhandlinger af kontrakten mellem kommunaldirektører og borgmestre kan være med til at sikre afstemthed. Det vil være med til at styrke samarbejdet i de kommuner, hvor der ikke opleves en balance i kontrakten til gavn for kommunen, kvaliteten af de politiske beslutninger og kommunens borgere.”

Sammenfattende kan forskningen ikke afgøre det normative spørgsmål om, hvem kommunaldirektørerne skal være loyale overfor. Til gengæld kan viden om de forskellige perspektiver på kommunaldirektørernes loyalitet bidrage til, at kommunaldirektører og borgmestre prioriterer den løbende dialog og dermed afstemtheden.

Bag om studiet

  • Forskningsartiklen er udgivet i tidsskriftet International Review of Administrative Sciences. Du kan finde studiet her, og du kan læse mere om resultaterne fra studiet her.
  • Undersøgelsen bygger på følgende data:  
    • Seks interviews med afskediget kommunaldirektører.
    • Fokusgruppeinterview med fem fungerende kommunaldirektører.
    • To workshops med højtstående embedsmænd (senior officials).
    • Fokusgruppeinterview med seks borgmestre.
  • Forfatterne er:
    • Caroline Howard Grøn er lektor ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Aarhus Universitet.
    • Heidi Houlberg Salomonsen er professor ved Institut for Virksomhedsledelse og tilknyttet Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Aarhus Universitet.
    • Anders Ryom Villadsen er professor ved Institut for Virksomhedsledelse og tilknyttet Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Aarhus Universitet.
    • Niels Opstrup er lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.