Ny ph.d.-studerende ved ledelsescenteret skal undersøge ledelse og sammenhængskraft i Forsvaret
Kim Rohde er i februar begyndt som ny ph.d.-studerende ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse. I sit projekt fokuserer Kim på ledelse og sammenhængskraft i Forsvaret. Du kan læse mere om projektet nedenfor.
Soldaters arbejde er ofte præget af usikkerhed, knappe ressourcer og komplekse situationer. Samtidig er krig rykket tættere på Europa, og den geopolitiske situation betyder, at Forsvaret står over for en vigtig sikkerhedsopgave. I den virkelighed er kvaliteten af ledelse afgørende for, at organisationen fungerer, og standardprocedurer er sjældent tilstrækkelige. Men hvordan leder man så forsvaret i den nuværende situation? Der er et stort behov for viden om, hvordan soldaters personlige færdigheder kan påvirke samarbejdet og sammenhængskraften i organisationen – og hvordan ledere kan påvirke, hvordan disse færdigheder kommer i spil. Netop sammenhængskraften i Forsvaret er afgørende for soldaters evne til at handle under pres.
I sit ph.d.-projekt sætter Kim fokus på disse spørgsmål. Kim skal undersøge, hvordan soldaters sociale, emotionelle og adfærdsmæssige færdigheder påvirker sammenhængskraften i enheder i Forsvaret, og hvordan ledere spiller ind i denne sammenhæng. Sociale, emotionelle og adfærdsmæssige færdigheder handler bredt set om menneskers evne til at indgå i interaktioner, regulere deres følelser, og handle på baggrund af dem i nye situationer. Sammenhængskraft opstår, når soldater i Forsvarets enheder har tillid til hinanden, har en fælles vision om, hvad enhedens mening og funktion er, og deler et fælles sæt af normer.
Blandt de spørgsmål, som projektet belyser, er:
- Hvordan former soldaters færdigheder de daglige relationer og samarbejdet i militære enheder?
- Kan ledere bidrage til at udvikle soldaternes færdigheder?
- Kan man tilrettelægge specifikke indsatser i lederuddannelsen for at øge sammenhængskraften i en enhed?
Om projektet fortæller Kim:
“Jeg glæder mig til at undersøge, hvordan psykologisk viden om personlige færdigheder kan omsættes til ledelse, der gør en forskel i hverdagen. Målet er at forstå, hvad der konkret skaber sammenhængskraft, og at udvikle redskaber, der kan bruges i hverdagen og i lederuddannelse og udvælgelse, så enhederne står stærkere, når det gælder”.
Projektet anvender forskellige metodiske tilgange. Kim vil udføre spørgeskemaundersøgelser på tværs af alle tre værn og følge grupper af værnepligtige, sergentelever og officerskadetter i deres grunduddannelse. Planen er også at teste en konkret træningsmodel, for at undersøge om ledernes færdigheder kan styrkes.
Kim kommer senest fra en stilling som videnskabelig assistent ved Syddansk Universitet. Derudover har han været soldat i over 10 år.