Aarhus Universitets segl

Ny bog giver et unikt indblik i personlige fortællinger om ledelse i sundhedsvæsenets maskinrum

Hvordan ser ledelse ud, når den udfolder sig i travle klinikker, politiske reformer og konstante forandringer? Det spørgsmål står centralt i den nye bog Portræt af ledelse: Stemmer fra sundhedsvæsenet, som gennem 11 personlige portrætter giver et praksisnært og ærligt indblik i livet som leder i det danske sundhedsvæsen – både det nære sundhedsvæsen og hospitalerne.

Foto: FADL Forlag

Det danske sundhedsvæsen er stærkt, men er i de seneste år også kommet under et vedvarende pres. Sundhedsvæsenet forandres fundamentalt i disse år som følge af fx politiske reformer, stigende forventninger, teknologisk udvikling og mangel på arbejdskraft. I den virkelighed spiller ledelse en afgørende rolle for kvalitet og trivsel. Ledelse står på skuldrene af viden og erfaring, men det er også et håndværk, der skal udøves i en omskiftelig og kompleks dagligdag. Derfor stiller den nye bog Portræt af Ledelse: Stemmer fra sundhedsvæsenet skarpt på den personlige fortælling om ledelsespraksis. Bogens forfattere er Rikke Esbjerg, Mads Koch Hansen, Christian Bøtcher Jacobsen og Marie Højriis Storkholm.

Professor og centerleder Christian Bøtcher Jacobsen fortæller, at:

”Vi har ønsket at give ordet til lederne selv og sætte det i relation til den viden, vi har om ledelse fra forskningen. Ledelse i sundhedsvæsenet er komplekst og kontekstafhængigt. Vi viser med bogen, hvordan ledere navigerer i spændingsfeltet mellem drift, udvikling, faglighed og politiske krav på den ene side og menneskelighed, tillid og nysgerrighed på den anden side”.

Bogens ambition er at inspirere både nye og erfarne ledere. Portrætterne rummer refleksioner over emner fra egenomsorg og arbejdspres til samarbejde på tværs og arbejdet med at skabe positiv forandring for ledere, medarbejdere, patienter og pårørende.

Christian Bøtcher Jacobsen fortsætter:

”For mange er rollen som leder også en vigtig del af deres identitet. Man skal stå stærkt som fagprofessionel og samtidig stå i spidsen for mange mennesker og sætte retning. Det kan være både meningsfuldt og krævende. Den kompleksitet forsøger vi at indfange gennem 11 stemmer fra markante ledere i sundhedsvæsenet, som er meget forskellige. Ledelse formes i relationer og i konkrete situationer. Vores håb er, at læseren kan spejle sig i fortællingerne og finde inspiration til at udvikle sin egen ledelsespraksis – frem for at lede efter den perfekte model.”

Portræt af ledelse: Stemmer fra sundhedsvæsenet udkom i februar 2026 og henvender sig til offentlige ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet, samt andre med interesse for ledelse i sundhedsvæsenet. Du kan bestille bogen via FADL’s forlag her.