Aarhus Universitets segl

Indsigter fra workshop om udvikling af fællesoffentligt ledelsesevalueringsværktøj

Den 26.-27. august afholdt Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og parterne bag aftalen om ledelse og kompetencer i den offentlige sektor en workshop omhandlende udvikling af et fællesoffentligt ledelsesevalueringsværktøj. På workshoppen deltog internationale topforskere, ansatte fra ledelsescenteret samt repræsentanter fra parterne, der indgår i udviklingen af det fællesoffentlige ledelsesevalueringsværktøj.

Overordnet var ambitionen på workshoppen at debattere, hvad man som udviklere af et ledelsesevalueringsværktøj skal være opmærksom på med afsæt i den forskning og erfaring, der allerede eksisterer på området.

Workshoppen bidrog med mange værdifulde inputs, hvoraf nogle udvalgte er skitseret her. Workshoppen gjorde det for det første klart, at når formålet med en ledelsesevaluering er at skabe bedre ledelse, er det vigtigt, at ledelsesevalueringen indrettes sådan, at den tjener et udviklende snarere end et kontrollerende formål.

For det andet blev det klart, at når ambitionen er at udvikle en fællesoffentlig ledelsesevaluering, så skal værktøjet kunne rumme hele den offentlige sektors mangfoldighed, hvilket selvsagt er en udfordrende opgave.

For det tredje blev det fremhævet, at ledelsesevalueringer ikke må blive brugt ”afkoblet”. Dialogen om resultaterne af en ledelsesevaluering skal med andre ord ses som en holdsport, der handler om at udvikle bedre ledelse i relationen mellem medarbejdere og ledere og ganske ofte også i ledelsesteams, snarere end en individsport, hvor det handler om at præstere individuelt.