Aarhus Universitets segl

Hvorfor stemmer vi på bestemte kandidater? Et spørgsmål om udseende og karisma

Har du overvejet, hvorfor statsministeren til tider ser brysk ud, mens Mette Frederiksen typisk smiler på valgplakaterne? Måske har de begge læst den undersøgelse, som professor Michael Bang Petersen og lektor Lasse Laustsen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet har foretaget.

Undersøgelsen viser nemlig, at højreorienterede vælgere generelt foretrækker kandidater, der fremstår dominerende, hvilket eksempelvis kan give sig til udtryk ved et hårdt blik eller et udseende, der er karakteriseret ved brede kindben, pluskæber eller andre maskuline, fysiske karaktertræk. Omvendt foretrækker venstreorienterede vælgere generelt kandidater, der fremstår ikke-dominerende, venlige og imødekommende – hvilket eksempelvis kan være karakteriseret ved en blidere fysisk fremtoning.

Det er dog en fordel for alle at se relativt godt ud. I artiklen ”Looking leadership in the face” viser den berømte ledelsesprofessor fra Lausanne University, John Antonakis, at man får flere stemmer, hvis man har et attraktivt ansigt – hvilket bl.a. viser sig ved, at ansigtet er symmetrisk.

Antonakis er også kendt for sin banebrydende forskning i karisma. Han var en af de eneste, der forudsagde Trumps valgsejr (fordi Trumps valgtaler var mere karismatiske end Clintons). Der er med andre ord stadig håb for kandidater, der ikke har udseendet med sig: De kan satse på at lære karismatisk ledelse og dermed levere karismatiske valgtaler.

Antonakis deltager også på den forestående MatchPoints konference, hvor de ledere og politikere, der nåede at melde sig til professorens ledelsesudviklingsforløb, netop får mulighed for at blive trænet i udøvelsen af karismatisk ledelse. Alle andre kan lade sig inspirere ved at læse hans artikel i Harvard Business Review.