Forskere fra ledelsescenteret bidrager til ny bog om offentlig ledelse og kommunikation
Ledelse og kommunikation hænger uundgåeligt sammen. Det understreger en ny bog, hvor en række forskere fra centeret sammen med andre forfattere bidrager med både viden og praksiseksempler om, hvordan kommunikation spiller en vigtig rolle for offentlige ledere. Bogen er tværfaglig og har også bidrag fra offentlige ledere.

Heidi Houlberg Salomonsen, der er professor ved Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet og desuden tilknyttet Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, har redigeret bogen. Heidi er også forfatter på en række kapitler, fx et kapitel om digitalt medieret ledelse, hvor Caroline Howard Grøn fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er medforfatter.
Heidi bidrager også til et kapitel om forandringskommunikation i en offentlig sektor under konstant forandring. Det kapitel er skrevet sammen med Helle Kryger Aggerholm (VIA), Birte Asmuß (AU) og Christa Thomsen (AU).
Professor Lotte Bøgh Andersen fra centeret bidrager sammen med Heidi også om et kapitel om omdømme og omdømmeledelse i offentlige organisationer.
Lektor og vicecenterleder Mads Leth Jakobsen har sammen med lektor Oluf Gøtzsche-Astrup, der også er tilknyttet centeret, og Osman Skjold Kingo bidraget til et kapitel om ledelsessamtaler i praksis – den nærværende samtale. Oluf og Osman er begge lektorer ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.
Bogen har også et kapitel om karismatisk ledelseskommunikation skrevet af lektor Ulrich Thy Jensen fra Arizona State University, udviklingskonsulent Ellen Hall og ph.d.-stipendiat Laura Bundgaard – alle med tilknytning til centeret.
Offentlig ledelse og kommunikation udkommer på Djøf Forlag den 15. juli 2025, og du kan læse mere om den her, hvor du også kan se bogens fulde indholdsfortegnelse og forudbestille bogen.