Aarhus Universitets segl

Ledelsescenteret runder første skarpe hjørne: 1 år siden centeret åbnede

Inden længe er det et år siden, at Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse officielt åbnede. Siden åbningen er centeret blevet udvidet fra syv til 18 fuldtidsansatte. I tillæg til en adjunkt samt flere ph.d.-studerende og AC-medarbejdere inkluderer de nyansatte kapaciteter som Mickael Bech, Poul Aaes Nielsen, Caroline Grøn og Lars Dahl Pedersen.

Centerets forskere har i samarbejde med øvrige forskere fra Aarhus Universitet og diverse indenlandske og udenlandske kolleger publiceret over 20 internationale, videnskabelige artikler, ligesom vi har igangsat fem store forskningsprojekter.

Projekterne handler om udvikling af grænsekrydsende ledelse i sundhedsvæsenet, kortlægning af rekrutteringspraksis i offentlige organisationer, udvikling af lederidentitet blandt sundhedsprofessionelle, effekterne af træning i forskellige ledelsesstrategier på ældreområdet og effekterne af forskellige udviklingsforløb for ledere og medarbejdere i politiet, på sygehuse og sociale botilbud.

I centeret er vi af den opfattelse, at forskning kun skaber værdi, hvis den bliver bragt i spil i de offentlige organisationer. Derfor har vi prioriteret dialogen med offentlige ledere og beslutningstagere – blandt andet gennem mere end 150 oplæg i løbet af det seneste år, hvor formidling af og dialog om centerets forskning har været i højsædet.

Endelig er centerets forskning blevet anvendt på nationalt niveau på flere måder. Centerleder Lotte Bøgh Andersen har siddet i ledelseskommissionen og deltager lige nu i lærerarbejdstidskommissionen. Ledelsescenteret har givet input til ledelses- og kompetencereformen og bidrager til udviklingen af et fællesoffentligt lederevalueringsværktøj.

Deltog du i åbningsdagen for centeret d. 23. maj 2018? Så kan du få et gensyn med dagens højdepunkter i denne stemningsvideo. Vi regner med, at stemningen bliver mindst lige så god, når MatchPoints konferencen starter d. 23. maj 2019 – et år efter centerets officielle åbning.