Webinarer i ledelsesugen 2025
I ledelsesugen inviterer Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse dig med til en række morgen- og eftermiddagswebinarer. De fire eftermiddagswebinarer er arrangeret i samarbejde med den fleksible master i offentlig ledelse (FMOL). Hvert webinar sætter fokus på et spændende emne inden for ledelse i den offentlige sektor. Nedenfor kan du læse om de ni spændende oplæg!
Ledelsesteams - potentialer og udfordringer
Mandag den 27. oktober fra kl. 8.30 - 9.00
Offentlige ledere befinder sig ikke på øde øer, og mange ledere agerer i teams. Disse kan se meget forskellige ud - i størrelse, sammensætning, struktur og endda faglighed. Dette webinar dykker ned i, hvad der på tværs af alle disse forskelle gør ledelsesteams effektive, og hvor der omvendt kan opstå udfordringer.
Centerleder og professor Christian Bøtcher Jacobsen samt konsulent Rune Godske Bachmann fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse inviterer cheflæge Birgitte Kiil fra Aarhus Universitetshospital til en snak om emnet.
Ledertrivsel – og betydning for kerneopgaven
Tirsdag den 28. oktober fra kl. 8.30 - 9.00
Kravene til offentlige ledere bliver ikke mindre, men lederens eget velbefindende står måske ikke altid klarest i bevidstheden. Mistrivsel – både hos medarbejdere og ledere – har store omkostninger for den enkelte samt for kerneopgaven. Vi ser på, hvad der hænger sammen med trivsel, og hvordan en leder i trivsel kan være ekstra brændstof, når der skal gøres en forskel for både medarbejdere og borgere.
Vita Ligaya Ponce Dalgaard, lektor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, er vært. Hun har inviteret to gæster til en snak om emnet: Joan Ottesgaard Petersen, Chef for Medborgerskab, Udvikling og HR, Borgmesterens Afdeling, og Ulf Groth, der er tidligere fælles leder-tillidsrepræsentant for pædagogfaglige ledere i Aarhus Kommune og i dag er faglig sekretær i BUPL.
Sammenhængskraft: Hvordan understøttes tillid, retfærdighed, samarbejdsevne og faglig respekt?
Tirsdag d. 28. oktober kl. 16.00 til 16.30
Forandringer i omverdenen gør ledelse og sammenhængskraft endnu vigtigere. Webinaret sætter derfor fokus på sammenhængskraften intern i organisatoriske enheder, på tværs af forskellige enheder og lodret i ledelseskæden. Sammenhængskraft handler om at have en fælles forståelse af værdier og målsætninger, der gør det muligt at samarbejde i en fælles retning på tværs af faglige og funktionsmæssige forskelle.
Webinaret kombinerer dialoger og korte oplæg fra professor Lotte Bøgh Andersen (Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse) og kommunaldirektør Lasse Jacobsen (Viborg Kommune).
Moderne ledelsesteorier – hvorfor forskellene er vigtige i praksis
Onsdag den 29. oktober fra kl. 8.30 - 9.00
Der findes et utal af forskellige ledelsesteorier. Teorierne kan hjælpe os med at navigere i en kompleks verden, men de former også ledelsesgerningen: når vi følger deres syn på verden, så betyder det noget for, hvordan man som offentlig leder agerer i praksis.
Vi sætter teorierne under lup og ser på deres forskelle ved at tage udgangspunkt i konkrete problemstillinger, som offentlige ledere kan stå i. Thomas Faurholt Jønsson, lektor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, er vært på webinaret.
Mening og motivation: Skab bedre betingelser for dine medarbejders motivation og oplevelse af mening
Onsdag den 29. oktober fra kl. 16.00 - 16.30
Mening handler om at forstå sammenhænge, opleve værdi og se formål. Motivation er den energi og rettethed, der får mennesker til at engagere sig og stræbe efter at opnå noget. Visionsledelse bidrager til motivation og mening ved at koble formål og værdier til ønskværdige resultater og handlinger.
På webinaret bruger professorerne Jan Tønnesvang og Lotte Bøgh Andersen (Aarhus Universitet) erfaringerne fra deres fælles fag på Fleksibel Master i Offentlig Ledelse til at knytte meningsbehovet til ledelse, incitamenter, motivation og normer.
Faglig ledelse i en offentlig sektor under forandring
Torsdag den 30. oktober fra kl. 8.30 - 9.00
Forandringstempoet er højt i mange offentlige organisationer. Det er derfor vigtigt, at lederne kan omsætte og oversætte de politiske prioriteter til en fælles retning, der giver mening for organisationernes dygtige fagpersoner.
Professor Lotte Bøgh Andersen dykker ned i faglig ledelse, hvor man faciliterer en fælles forståelse af faglig kvalitet og indfrier den i opgaveløsningen – også under forandringer. Det sker bl.a. ved at skabe overensstemmelse mellem organisatoriske målsætninger og professionelle normer, løbende at udvikle den faglige viden samt at (de)aktivere professionelle normer i opgaveløsningen.
Ledelsesadfærd: Få inspiration til tre ledelsesformer, der styrker medarbejdermotivation og resultatopnåelse
Torsdag d. 30. oktober kl. 16 til 16.30
Ledelse handler om at sætte retning og skabe resultater via og sammen med andre. Du får konkrete eksempler på, hvordan man udvikler, deler og fastholder en vision. Det kan kombineres med distribueret ledelse og ikke-materiel transaktionsledelse. De kan også bruges hver for sig. Det handler om at deles om at udøve ledelse samt positiv feedback knyttet til medarbejdernes indsatser og resultater.
Webinaret kombinerer korte oplæg fra ph.d.-stipendiat Laura Bundgaard (Aarhus Universitet) med dialog med direktør Jeppe Bøgh Andersen (Frederiksberg Kommune).
Ledelse af frivillige i det offentlige
Fredag den 31. oktober fra kl. 8.30 - 9.00
I takt med at offentlige organisationer står over for arbejdskraftudfordringer, større forventninger, færre ressourcer mv. kan de vælge at søge mod frivillige kræfter enten fra civilsamfundet eller pårørende. Det kan give inspiration, flere hænder og i sidste ende mere værdi for organisationen, borgerne og samfundet. Men vilkårene for at lede frivillige, er anderledes: motivationsfaktorer, styringsmekanismer og tilknytning til organisationen er forskellige fra ansatte medarbejdere.
Vi drøfter, hvordan man alligevel kan lykkes med ledelse af frivillige i det offentlige i lyset af dette. Rune Godske Bachmann, konsulent ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, er vært.
Styring: Hvordan sætter styring rammerne for at lykkes sammen med ledelse?
Fredag d. 31. oktober kl. 13.30-14.00.
Den styringsmæssige ramme er afgørende for, om organisationen lykkes med sine målsætninger – og for dine muligheder som leder. I den offentlige sektor er det særligt vigtigt for ledere på alle niveauer at kunne navigere i og omsætte politisk styring til konkret praksis.
Webinaret består af dialoger og korte oplæg fra lektor Anne Bøllingtoft og prodekan Margit Malmmose. De har lige interviewet 38 ledere og medarbejdere (sundhed, politi, sociale botilbud og beskæftigelse) og trækker derudover på deres mangeårige forskning i emnet.