Ny ph.d.-studerende skal undersøge sammenhængskraft og visionsledelse i folkeskolen
Hvordan hænger ledelse i folkeskolen sammen med skolens evne til at skabe stærke fællesskaber? Det spørgsmål undersøger Lars Buur Nørlev i et nyt erhvervs-ph.d.-projekt, der netop er sat i gang.
Det er vigtigt at forstå sammenhængskraftens dynamikker i en skoleverden, hvor der skal tages hensyn til det individuelle barn samtidig med, at der er ambitioner om øget inklusion. Sammenhængskraft rummer potentialet til at forene forskelligheder og skabe fællesskaber med fælles orientering mod at skabe værdi for skole, borgere og samfund.
Samtidig ændrer nye politiske aftaler rammerne for skolens organisering i retning af større frisættelse og decentralisering. Det betyder, at ledelsen af skolens fællesskaber får endnu større betydning i de kommende år.
Ph.d.-projektet skal udvikle og nuancere begrebet sammenhængskraft og undersøge, hvordan elever, forældre, lærere og ledere samskaber skolens læringsmiljø — og hvordan dette hænger sammen med visionsledelse.
Om projektet udtaler Lars Buur Nørlev:
”Projektet ligger i forlængelse af en mangeårig interesse for hvordan fællesskaber opstår, vedligeholdes og understøttes i vores folkeskole. Hvorvidt skolen lykkes som dannelses- og uddannelsesinstitution afhænger i høj grad af de dynamikker for fællesskaber, som jeg gennem projektet får lejlighed til at beskæftige mig med. Samtidig vil projektet belyse oplevelsen af den ledelse, der bedrives, og hvilken forbindelse dette har til sammenhængskraften.
Jeg er særligt glad for, at projektet skal inkludere både elever og forældres stemme. Jeg håber, at projektet både vil kunne understøtte fremtidig udvikling af folkeskolens ledelse og skabe forståelse for nogle af de grundlæggende mekanismer for skolens virke.”
Lars Buur Nørlev har tidligere arbejdet som dagtilbuds- og skoleleder. Ud over sin tilknytning til Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse er han lektor og ledelseskonsulent ved Professionshøjskolen Nordjylland (UCN).