Ny ph.d.-studerende i Ledelsescenteret
Den 1. september begyndte Anna Degner Brøgger som ny ph.d.-studerende ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse. Anna vil i sit ph.d.-projekt undersøge, hvordan efteruddannelse af pædagoger og ledere i dagtilbud kan styrke opbygningen af professionel kapital gennem transfer af læring.
Transfer af efteruddannelse og professionel kapital i dagtilbud
Offentlige organisationer investerer hvert år betydelige ressourcer i kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere. For at investeringerne kan føre til varige forbedringer i praksis, er det dog afgørende, at den tilegnede viden ikke blot forbliver hos den enkelte, men deles, forankres og omsættes i det daglige arbejde. Anna Degner Brøgger er lige startet sit ph.d.-projekt, hvor hun undersøger transfer i efteruddannelse af pædagoger og ledere i dagtilbud, hvilket vil sige den proces, hvor ny viden omsættes og forankres i den daglige praksis.
Transfer kommer ikke af sig selv, men når det lykkes, kan det bidrage til at styrke organisationens professionelle kapital – dvs. dens samlede evne til at anvende og udvikle professionel viden. Derfor vil Anna undersøge, hvilke organisatoriske strukturer der fremmer videndeling og kollektiv læring i daglig praksis, og hvordan ledelse kan bidrage til at fremme kollektiv vidensmobilisering og dermed bidrage til opbygningen af organisationens professionelle kapital.
Nogle af de spørgsmål, som projektet vil belyse, er blandt andet:
- Hvilke organisatoriske strukturer og rutiner understøtter, at den læring, der opnås gennem efteruddannelse, omsættes, deles og forankres i praksis som led i en effektiv transferproces?
- Hvordan kan ledelse understøtte, at transfer af læring bidrager til opbygningen af organisationens professionelle kapital?
Om projektet udtaler Anna Degner Brøgger:
”Jeg glæder mig meget til at bidrage med ny viden om, hvad der skal til for, at efteruddannelse kan skabe varige forbedringer i praksis ved at undersøge hvilke forhold, der gør transfer af læring effektiv. Det er vigtig viden – ikke kun for dagtilbud, men også for den offentlige sektor generelt. For at investeringerne i efteruddannelse kan skabe reel værdi, er det afgørende at forstå, hvordan ny viden bedst implementeres, deles og forankres i organisationerne.”
Ph.d.-projektet indgår som en del af forskningsprojektet ”Drenge og pigers deltagelse i dagtilbuddets fællesskaber: Pædagogisk kompetenceudvikling, ledelse og forankring”, der ledes af lektor Anne Mette Kjeldsen fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse i samarbejde med VIA University College og VIVE med støtte fra Partnerskab for Børneforskning.
Anna Degner Brøgger har arbejdet med børne- og uddannelsesområdet i tidligere stillinger som konsulent hos Danske Professionshøjskoler og som fuldmægtig i Børne- og Undervisningsministeriet.