Ny bog giver overblik over moderne ledelsesteorier
Som leder står du i et komplekst krydsfelt. Du skal balancere effektivitet og trivsel, kortsigtet drift og langsigtede forandringer, interne behov og eksterne krav. Og så skal du også forholde dig til moralske forventninger om ansvar for mennesker og samfundet. En ny bog, Ledelse i det 21. Århundrede, giver et overblik over teori og forskning, der kan hjælpe med at navigere i denne kompleksitet.
Bogens forfatter er Thomas Faurholt Jønsson, der er lektor på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og tilknyttet Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse. I bogen gennemgår han syv centrale ledelsesteorier: Fleksibel og kontekstafhængig ledelse, moralbaseret ledelse, “dårlig” ledelse, styrkeskabende ledelse, ledelse gennem relationer, social identitets-ledelse og distribueret ledelse.
Desuden præsenterer bogen teorier og tankegange om, hvad ledelse overhovedet er for en størrelse, og hvordan man har set på ledelse gennem tiden. Et centralt budskab i bogen er, at moderne ledelse ikke kræver én fast opskrift eller en tilgang, som man stædigt holder fast i. Derimod handler moderne ledelse om at have et repertoire af tilgange og viden om, hvornår man skal bruge hvad.
Thomas Faurholt Jønsson udtaler:
”Jeg håber, at bogen kan give læseren et overblik over nogle af de centrale teorier, der findes inden for ledelse i 2026. Og ikke mindst giver inspiration til, hvordan man navigerer i det meget komplekse landskab, som ledelse kan udspille sig i.”
Du kan bestille bogen via Akademisk Forlag her.
Du kan også se et webinar fra Ledelsesugen 2025, der tager afsæt i bogens pointer her.