Kåret til verdens bedste på Shanghai Ranking
For fjerde år i træk er Aarhus Universitet kåret som verdens bedste inden for offentlig forvaltning og ledelse (public administration). Det står klart, efter Aarhus Universitet igen står øverst på dette forskningsområde på Shanghai Rankings liste over verdens universiteter.
Shanghai Ranking rangerer 1800 universiteter på tværs af lande og inden for 55 forskningsområder. Rangeringen foretages på baggrund af seks objektive faktorer herunder antal publicerede forskningsartikler og antal højt citerede forskere.
Tre andre europæiske universiteter er ligeledes med på top ti over de bedste universiteter inden for offentlig forvaltning og ledelse. Det drejer sig om de hollandske universiteter Leiden University, Utrecht University og Erasmus University Rotterdam.