Deltagerinformation
Velkommen til dette spørgeskema. Spørgeskemaet er en del af et forskningsprojekt om klima og adfærd udført af Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet.
Navn på hovedansvarlige forskere
Lektor Mads Leth Felsager Jakobsen, Aarhus Universitet er ansvarlig for projektet. Projektet kan kontaktes på LEDKLI@ps.au.dk
Forskningsprojektets formål
Forskningsprojektets formål er at blive klogere på borgernes holdninger og adfærd i forhold til klima og klimapolitik og betydningen af politisk kommunikation.
I studiet vil vi gerne stille dig spørgsmål om dig selv og din holdning til forskellige politiske områder. Vi vil også gerne spørge dig om, hvordan du tror andre borgere forholder sig til klimaet. På et tidspunkt vil vi bede dig angive, hvordan du ville fordele 1,500 kroner mellem dig selv og en velgørende organisation. Blandt besvarelserne vil vi tilfældigt udtrække 20 deltagere og udbetale pengene til henholdsvis dig selv og den velgørende organisation ud fra den fordeling, som du selv angiver.
Forskningsprojektets finansieringskilder
Projektet er støttet økonomisk af Salling Fonden og Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Sådan har vi fået kontakt til dig
Du er inviteret til studiet fordi du er en del af et af Wilkes eller deres samarbejdsvirksomheders paneler.
Forskningsprojektets fremgangsmåde
Spørgeskemaet sendes til Wilkes og deres samarbejdsvirksomheders paneler. Spørgeskemaet tager 15 minutter at besvare.
Hvem drager fordel af resultaterne?
Der er i Danmark stort fokus på klimaforandringer. Viden om borgernes holdninger og adfærd i forhold til klimaet samt betydningen af politisk kommunikation kan bidrage til en mere veloplyst offentlig samtale om klima og klimapolitik.
Hvordan formidles projektets resultater?
Resultaterne formidles på tre måder. Fælles for dem alle er, at enkeltpersoner aldrig vil kunne identificeres i noget af det, der offentliggøres, og at vi alene er interesserede i generelle mønstre, aldrig enkeltbesvarelser. Data vil blive brugt til (1) et antal videnskabelige artikler, (2) formidlingsartikler og dialoger med interesserede parter i Danmark og udlandet, samt (3) offentliggørelse af tendenser bl.a. i form af en datarapport.
Forventede risici/gener
Der er ingen kendte risici forbundet med deltagelse i studiet.
Hvordan beskyttes personhenførbare data?
Vi foretager alle nødvendige tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger. Din besvarelse vil blive behandlet i overensstemmelse med din aftale med Wilke eller deres samarbejdsvirksomheders paneler. Du kan læse mere om, hvordan Wilke behandler dine personoplysninger her.
Hvis du bliver udtrukket til at få udbetalt den del af de 1.500, som du i undersøgelsen har fordelt til dig selv, vil Wilke A/S kontakte dig med henblik på at få din accept af, at Aarhus Universitet får dine kontaktoplysninger. Udbetalingen vil ske fra Aarhus Universitet.
Ønsker du ikke at deltage i undersøgelsen?
Din deltagelse i dette studie er fuldstændig frivillig. Ved at klikke på linket for at besvare spørgeskemaet, kommer du til en samtykkeerklæring. Kun hvis du kan acceptere den, vil du kunne deltage i undersøgelsen. Du kan afbryde din besvarelse på et hvilket som helst tidspunkt uden negative konsekvenser for dig. Delvise besvarelser slettes og indgår ikke i undersøgelsens datamateriale. Hvis du ønsker at trække dit samtykke tilbage eller få slettet din data, skal du kontakte Wilke A/S på mail: samtykke@wilke.dk. Herefter slettes data fra undersøgelsens datamateriale.