Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt ph.d.-projekt om betydningen af ledertroværdighed

Hvad betyder ledelsesmæssig troværdighed? I et nyt ph.d.-projekt skal ph.d.-stipendiat Mads Pieter van Luttervelt undersøge, hvilken betydning ledertroværdighed har i offentlige organisationer.

12.03.2021 | Anders Valentin Bager

Foto: Mads Pieter van Luttervelt

Den eksisterende forskning viser, at ledelse er vigtigt. Ledelse kan være med til at motivere medarbejderne samt tydeliggøre og prioritere mellem målsætninger. Ikke desto mindre er ledelsesopgaven ofte udfordrende, fordi ledernes troværdighed løbende bliver sat på prøve.

”I offentlige organisationer befinder lederne sig i et krydspres. På den ene side skal de være loyale over for deres egen leder, og på den anden skal de leve op til de aftaler, som de indgår med deres medarbejdere. Dertil kommer, at det politisk ledede hierarki har mange interessenter samt omskiftelige og potentielt uforenelige krav til opgaveløsningen. Det er derfor interessant at dykke ned i, hvilken betydning lederens troværdighed har for muligheden for at lykkes med ledelsesopgaven”, udtaler Mads Pieter van Luttervelt.

 

Et projekt på tværs af sektorer og landegrænser

Ph.d.-projektet skal undersøge offentlige organisationer på tværs af sektorer og lande. Samtidig vil dele af projektet følge de samme organisationer over tid. De centrale spørgsmål er:

  • Hvad er ledertroværdighed?
  • Hvilke faktorer påvirker ledertroværdighed?
  • Hvilken betydning har ledertroværdighed for effekten af ledelse i offentlige organisationer?


Troværdigheds betydning i ledelse

Professor og centerleder Lotte Bøgh Andersen er hovedvejleder på projektet og udtaler:

”Jeg er glad for, at Mads Pieters projekt bliver sat i søen, fordi det vil gøre os endnu klogere på, hvordan offentlige ledere fortsat kan skabe værdi for borgere og for samfundet. Vi ved allerede, at både ledere og medarbejdere kobler troværdighed til billedet af den gode leder. Med projektet her kan vi komme et spadestik dybere; nemlig til at se på, hvad ledertroværdighed betyder for mulighederne for at lykkes med at skabe resultater sammen med og via andre”.

Du kan læse mere om ph.d.-projektet her.

Nyheder