Aarhus Universitets segl

Strategiimplementering i dansk politi – ledelsestræning som implementeringsværktøj

Baggrund for projektet

Kan målrettet ledelsestræning af mellemledere fungere som implementeringsværktøj, når en ny strategi skal rulles ud i en stor organisation som det danske politi? Det vil dette projekt forsøge at svare på.

Rigspolitiets nye samlede virksomhedsstrategi skal implementeres i alle dele af dansk politi i 2019. Strategien skal underbygge og illustrere politiets mission, vision og værdier, og en succesfuld implementering af strategien beror i høj grad på, at medarbejderne kender til strategien, men også i høj grad, at de kan kende sig selv i strategien.

Det er ofte vanskeligt at implementere sådanne strategier i store og decentrale organisationer, og særligt i organisationer med stærke faggrupper som fx politiuddannede. Her spiller organisationens ledere en væsentlig rolle for at få implementeringen til at lykkes.

Den eksisterende danske og internationale forskning viser, at ledelse har betydning for medarbejdernes oplevelse af at kunne kende sig selv i den organisation, de er en del af – herunder, at medarbejderne besidder de samme værdier som organisationen. Ledere spiller desuden en stor rolle ved at formidle organisationens strategier til medarbejderne, så de opnår kendskab hertil.

For at kunne påtage sig en sådan rolle vil lederne i de deltagende organisationer i dette projekt modtage forskellige former for ledelsestræning, der alle har til hensigt at klæde lederne på til at lykkes med at gennemføre en succesfuld implementering af politiets virksomhedsstrategi.

Konkret er formålet med dette projekt at undersøge, hvordan forskellige former for ledelsestræning i transformationsledelse kan bruges til at understøtte implementeringen af virksomhedsstrategien i dansk politi.

Overordnet undersøgelsesmetode

Projektet udføres som et felteksperiment i udvalgte politikredse. Der udvikles to forskellige former for ledelsestræning, som vil udgøre variationen i eksperimentet:

  • To politikredse vil modtage intensive ledelsestræningsforløb, i form af systematisk ledelsestræning
  • To politikredse vil modtage semi-intensiv ledelsestræning i form af et e-læringsmodul
  • To politikredse vil fungere som kontrolgruppe og modtager dermed ingen ledelsestræning

Effekten af ledelsestræningen på strategiimplementeringen undersøges ved hjælp af et spørgeskema, der udsendes til medarbejderne i de seks kredse på tre forskellige tidspunkter:

  • Før implementeringen af den nye strategi
  • Efter implementeringen, men inden ledelsestræningen
  • Og endeligt igen efter gennemført ledelsestræning

Yderligere information om projektet

Projektet gennemføres af ph.d.-studerende Simon Toft Kristjansen, som kan kontaktes på stkr@ps.au.dk. Projektet er finansieret af Rigspolitiet.