Aarhus Universitets segl

Ledelse af frivillige i offentlige organisationer

Baggrund for projektet

Frivillighed spiller en stadig større rolle i den offentlige sektors opgaveløsning. I nogle offentlige organisationer udføres centrale og samfundskritiske funktioner i høj grad af frivillige frem for lønnede medarbejdere. Et tydeligt eksempel er Hjemmeværnet, hvor over 15.000 aktive frivillige bidrager til nationalt beredskab og understøtter Forsvaret. Disse frivillighedsbaserede offentlige organisationer ligner på mange måder andre offentlige institutioner, men fraværet af økonomiske incitamenter hos både ledere og frivillige skaber et unikt ledelsesrum.

Dette stiller nye spørgsmål om, hvordan ledere navigerer i spændingsfeltet mellem hierarki og frivillighed. For hvordan opretholder organisationerne effektivitet og stabil opgaveløsning, når evnen til at fastholde og engagere de frivillige afhænger af deres motivation og tilknytning til organisationen – snarere end lønforhold eller ansættelsesvilkår? På trods af en voksende litteratur om ledelse af frivillige, der hjælper til i offentlige organisationer, så ved vi fortsat relativt lidt om ledelse i offentlige organisationer, hvor de frivillige er den primære drivkraft bag opgaveløsningen, altså hvor den offentlige organisation er frivillighedsbaseret. 

Projektets formål og undersøgelsesdesign

Projektets overordnede formål er at undersøge, hvordan ledere i sådanne organisationer konstruerer deres lederidentitet, udøver ledelse af frivillige i praksis og håndterer de unikke betingelser, der følger med at lede frivillige i en offentlig kontekst. Samtidig undersøger projektet, hvordan disse ledelsespraksisser hænger sammen med frivilliges fastholdelse og den tid og arbejdskraft, de bidrager med.

Projektet anvender et mixed methods‑design og består af tre mindre delprojekter. For det første gennemføres kvalitative interviews med frivillige ledere i offentlige organisationer. For det andet foretages observationer af ledelse i praksis. For det tredje gennemføres en spørgeskemaundersøgelse blandt både ledere og frivillige, som kobles med administrative data om de frivilliges aktiviteter.

Projektet søger at besvare følgende spørgsmål:

  • Hvordan konstruerer ledere i offentlige organisationer med frivillige deres lederidentitet?
  • Hvordan udøves ledelse og styring i praksis i organisationer baseret på frivillig arbejdskraft?
  • Hvordan relaterer forskellige ledelsespraksisser sig til fastholdelsen af frivillige og deres aktivitetsniveau?

Yderligere information om projektet

Projektet ledes og gennemføres af ph.d.-studerende Rune Godske Bachmann (runegb@ps.au.dk). Lektor Morten Brænder er hovedvejleder, og lektor Morten Jakobsen er bivejleder.