Komplekse velfærdsydelser, fx ydelser i sundhedsvæsenet, leveres ofte af fagprofessionelle fra en række forskellige professioner, og der er sjældent én profession, der kan dække alle behov. I stedet bidrager hver profession med deres egen specialiserede viden og normer, som skaber værdi for både samfundet og den enkelte borger. Det gør tværprofessionelt samarbejde – altså samarbejde på tværs af professioner - uundværligt.
Men det tværprofessionelle samarbejde opstår ikke nødvendigvis af sig selv. Forskelle i professionernes viden og normer kan føre til forskellige perspektiver og måder at levere velfærdsydelserne på. Samtidig sker samarbejdet ofte under påvirkning af et professionelt hierarki, der kan eksistere mellem de forskellige professioner. Dette kan udfordre det tværprofessionelle samarbejde.
Selvom det tværprofessionelle samarbejde opstår mellem de forskellige professioner og ikke udelukkende afhænger af ledernes adfærd, så har den eksisterende litteratur om offentlig ledelse illustreret betydningen af ledelse i at få forskellige faglige logikker til at gå hånd i hånd og lette kommunikationen på trods af hierarkier.
Det overordnede formål med dette ph.d.-projekt er at bidrage med viden om, hvilken ledelsesadfærd, der kan understøtte samarbejdet på tværs af professioner. Ph.d.-projektet vil have et særligt fokus på sundhedssektoren.
Projektet vil være baseret på både kvantitative og kvalitative metoder, og i den første del af projektet fylder kvalitative metoder i form af feltobservationer og interviews med både ledere og medarbejdere på danske hospitalsafdelinger.
Følgende spørgsmål vil guide projektet:
Projektet udføres af ph.d.-studerende Anne Sofie Glasdam Jensen (asgj@ps.au.dk). Professor Christian Bøtcher Jacobsen er hovedvejleder, og professor Peter Bjerre Mortensen er bivejleder.