Danske kommuner står i stigende grad over for komplekse og omskiftelige strategiske udfordringer. Under sådanne usikre vilkår skal kommuner balancerer politiske ambitioner, organisatoriske hensyn og samfundsmæssige forventninger. I denne kontekst spiller relationen mellem borgmestre og kommunaldirektører en central rolle, idet de sammen udgør de politisk-administrative topledere med det centrale ansvar for kommunens strategiske retning og udvikling. Disse topledere udgør således en strategisk duo.
Selvom forskningen hidtil har bidraget med viden om arbejdsdelingen mellem politik og administration, ved vi væsentligt mindre om, hvordan denne strategiske relation i praksis håndterer kompleksitet og turbulens og udvikler sin strategiske kapacitet. Strategiarbejde mellem lederne foregår i stigende grad som en løbende praksis – strategyzing – hvor retning skabes gennem fortolkning, koordinering og samarbejde frem for gennem faste planer.
På trods af dette mangler der stadig viden om, hvorvidt og hvordan strategisk kapacitet kan udvikles aktivt via målrettet træningsforløb. I dette projekt forstås strategisk parathed som den strategiske duos evne til at arbejde systematisk, koordineret og kollaborativt med strategiske spørgsmål på tværs af tidshorisonter under komplekse og turbulente vilkår. Det er imidlertid uklart, om denne kapacitet kan styrkes gennem målrettet træningsforløb.
Projektets overordnede formål er at undersøge, om strategisk parathed kan udvikles gennem et målrettet træningsforløb for borgmestre og kommunaldirektører som strategisk duo.
Projektet søger blandt andet at besvare følgende spørgsmål:
Projektet er designet som et komparativt studie med en felt-eksperimentel tilgang. Kommuner opdeles efter størrelse og randomiseres til enten en træningsgruppe eller en kontrolgruppe. Data indsamles før og efter interventionen gennem spørgeskemaer blandt den strategiske duo, direktion og byrådsmedlemmer, suppleret med procesdata.
Træningsforløbet er udviklet specifikt til den strategiske duo og fokuserer på at styrke deres fælles strategiske praksis gennem cases, refleksion og løbende feedback. Formålet er ikke at tilbyde en fast model, men at styrke duoens evne til at arbejde systematisk og fleksibelt med strategiske udfordringer i praksis og sikre udvikling i organisationen.
Projektet ledes og gennemføres af erhvervs-ph.d.-studerende Jan Henriksen (jahe@ps.au.dk). Professor Lotte Bøgh Andersen er hovedvejleder. Lektor Mads Leth Jakobsen er bivejleder.