Offentlige organisationer investerer betydelige ressourcer i efteruddannelse med henblik på at styrke kvaliteten af opgaveløsningen og opbygge organisatorisk kapacitet. Alligevel er det langt fra givet, at ny viden fra efteruddannelsesforløb omsættes til ændringer i praksis. Forskning viser, at transfer af læring, dvs. anvendelsen af ny viden fra efteruddannelse i arbejdet, ofte er begrænset, og at individuel læring ikke nødvendigvis automatisk fører til organisatoriske forbedringer.
En presserende udfordring er derfor, hvordan individuel læring bliver til kollektiv praksis. For at efteruddannelse skaber værdi, kræver det, at viden ikke blot anvendes af den enkelte medarbejder, men deles, forankres og integreres i fælles arbejdsrutiner. Denne proces kan forstås som organisatorisk læring, hvor viden bevæger sig fra det enkelte individ til organisationen som helhed.
Ledelse fremhæves som en central faktor i denne proces. Forskning peger på, at ledere spiller en afgørende rolle i at understøtte transfer af læring, men der er behov for mere viden om, hvordan ledelse af læring konkret udfolder sig i praksis, gennem hvilke handlinger den udøves, og hvilke former for ledelse der mest effektivt understøtter både individuel og kollektiv transfer.
Dagtilbudsområdet udgør den organisatoriske kontekst for projektet, fordi, pædagoger arbejder med betydelig faglige skøn i deres dagligdag, og kvaliteten af deres praksis har stor betydning for børns læring og udvikling. Samtidig peger undersøgelser på udfordringer med kvaliteten i dagtilbud, hvilket øger behovet for effektiv kompetenceudvikling og forankring af viden i praksis.
Projektets overordnede formål er at undersøge, hvordan individuel læring fra efteruddannelse omsættes til kollektiv praksis og bidrager til organisatorisk kapacitetsopbygning i offentlige frontlinjeorganisationer. I den forbindelse fokuserer projektet på de mekanismer, der har betydning for, om ny viden bringes i spil i praksis, deles mellem medarbejdere og forankres i organisationens daglige arbejde.
Projektet har særligt fokus på ledelsens rolle i disse processer. Det undersøger, hvordan ledelse af læring og transfer udfolder sig i praksis, og hvordan ledere kan understøtte vidensdeling, kollektiv læring og udviklingen af fælles praksis.
Projektet anvender et mixed-methods design, der kombinerer kvalitative studier af læringsprocesser i praksis med kvantitative analyser og eksperimentelle design. Samlet set bidrager projektet med ny viden om, hvordan ledelse kan styrke sammenhængen mellem efteruddannelse og praksis i offentlige organisationer.
Projektet ledes og gennemføres af Anna Degner Brøgger (adb@ps.au.dk). Lektor Anne Mette Kjeldsen er hovedvejleder, og Mads Leth Jakobsen er bivejleder.