Aarhus Universitets segl

Tirsdag den 23. maj 2023

Kl. 9.00-16.00

  • Sted: Scandic Falkoner. Adresse: Falkoner Alle 9, 2000 Frederiksberg

H.M. Kong Frederik

  

Åbningstale ved Hans Majestæt Kong Frederik.

Ledelsescenteret åbnede i maj 2018 i anledning af Hans Majestæt Kong Frederiks 50 års fødselsdag. Ledelsescenteret er muliggjort af en donation fra Købmand Herman Sallings Fond. Hans Majestæt Kong Frederik er medlem af ledelsescenterets styringskomité.



Tema og indhold

Problemer er ikke en mangelvare. Globalt er der krig, klimaændringer og forsyningskrise. Nationalt udfordrer den demografiske udvikling velfærdsstaten. Og lokalt forbliver stillinger ubesatte pga. arbejdskraftmanglen på flere og flere områder. Tingene hænger sammen. Lokalt, nationalt og globalt. Det nytter ikke noget at se problemerne isoleret. Men modsat må vi hver især gøre, hvad vi kan. Her kommer ledelse som løsning på banen.

Ledelse er det, vi gør for at lykkes sammen. Det er en proces mellem mennesker, hvor vi retter os mod en fælles målsætning. På den måde er ledelse mere end blot ledere. Det er en løsning, alle kan være med til at skabe. Ledelse handler nemlig om at sætte retning og skabe resultater sammen med andre. 

Ledelse er ikke et vidundermiddel. Det klarer ikke øjeblikligt alle problemer. Men ledelse kan gøre en positiv forskel i mange sammenhænge. Hverdagens ledelseshelte omfatter medarbejdere uden formelt ledelsesansvar, alle typer offentlige ledere og de politiske ledere.

Der findes ikke en opskrift på, hvordan man i alle sammenhæng og til alle tider skal bedrive ledelse. God ledelse afhænger af konteksten. Det er ikke det samme i børnehaven som på politistationen. Butikschefen i supermarkedet har en anden værktøjskasse end gymnasierektoren. Og chefsygeplejersken står over for andre problemer end kommunaldirektøren. Men vi kan lære af hinanden, for der er masser af fællestræk.

Det første fællestræk er den gensidige afhængighed. Vi lykkes ikke med de store grænsekrydsende problemer, hvis vi ikke også tager os af de nære udfordringer. Rekrutterings- og fastholdelsesproblemerne kræver, at vi ikke blot overbyder hinanden eller flytter problemerne geografisk. 

Det andet fællestræk er, at medarbejderne bidrager til ledelse – også selvom der ikke står leder på deres visitkort. Ledelse er langt mere kollektiv, end de heroiske fortællinger i lufthavnslitteraturen giver udtryk for. Det er også en af grundene til, at vi ser ledelse som løsning.

Endelig er det tredje fællestræk, at ledelse kan trænes. Vi bliver dygtigere til at lede ved at omsætte generel viden til vores egen kontekst. Vi kan også få relevant feedback fra andre. Fra vores kolleger. Fra medarbejdere og egne ledere. Og fra de borgere og kunder, som de offentlige og private organisationer skaber værdi for. Både træningen og udøvelsen af ledelse er en holdsport.

I løsningen af de lokale, nationale og globale problemer er vi på hold sammen. Det træner vi d. 23. maj på den årlige ledelseskonference afholdt af Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse. Du får indblik i den nyeste forskning og masser af inspiration til din egen ledelse fra andre, der også bedriver ledelse lokalt, nationalt og globalt. Ledelseskonferencen har som erklæret mål, at vi alle bliver bedre til at bruge ledelse som løsning. Problemerne kan bare komme an!

Pris og praktisk information

Dato: Tirsdag den 23. maj 2023

Tidspunkt: 9.00-16.00

Sted: Scandic Falkoner. Adresse: Falkoner Alle 9, 2000 Frederiksberg

Pris: 1100,- inkl. moms for tilmelding af 1 deltager.

Ved tilmelding af minimum 2 deltagere er prisen 950,- inkl. moms pr. deltager. 

Sprog: Alle oplæg er på dansk undtagen oplægget af Donald Moynihan og Sandra Groeneveld, som foregår på engelsk.

Der vil ved arrangementet være en fotograf samt en videograf tilstede. På grund af GDPR-reglerne skal vi oplyse, at billederne og videoerne kun vil blive brugt i AU sammenhæng og som PR for arrangementet. Kontakt fotografen/videografen på dagen, hvis du ikke ønsker at blive fotograferet/filmet.


Vi følger myndighedernes anbefalinger i forhold til COVID-19 og vil derfor tage de nødvendige forbehold.

Bliver det nødvendigt med deltagerbegrænsning, gælder først til mølle-princippet.
Samtidig forbeholder vi os retten til at ændre i programmet.

Aarhus BSS is monitoring the COVID-19 situation closely, and all of our activities are conducted in accordance with the health authorities’ guidelines applicable at the time. You will always be notified in case of changes to the events.

Oplægsholdere i konferencens fællesdele

H.M. Kong Frederik

  

Åbningstale ved Hans Majestæt Kong Frederik.

Ledelsescenteret åbnede i maj 2018 i anledning af Hans Majestæt Kong Frederik 50 års fødselsdag. Ledelsescenteret er muliggjort af en donation fra Købmand Herman Sallings Fond. Hans Majestæt Kong Frederik er medlem af ledelsescenterets styringskomité.


Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet 

Barbara Bertelsen har siden januar 2020 været departementschef i Statsministeriet. Tidligere har hun været departementschef i Justitsministeriet i 5 år samt bl.a. vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen. Barbara Bertelsen er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet.

Barbara Bertelsen deltager i paneldebatten kl. 9.15. 

Pernille Blach Hansen

Regionsdirektør, Region Midtjylland

Pernille Blach Hansen har været regionsdirektør i Region Midtjylland siden 2019, hvor hun har det overordnede ansvar for Region Midtjylland som koncern. Med sig i bagagen har Pernille lederstillinger i både LEGO og Grundfos. Pernille Blach Hansen er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. 

Pernille Blach Hansen deltager i paneldebatten kl. 9.15. 


Stig Henneberg

Kommunaldirektør, Frederiksberg Kommune

Siden marts 2020 har Stig Henneberg været kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune. Tidligere har han været partner i rådgivervirksomheden Struensee & Co samt afdelingschef i Finansministeriet. Stig Henneberg er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. 

Stig Henneberg deltager i paneldebatten kl. 9.15. 

Louise Gade

Executive Vice President, HR, Salling Group

Louise Gade har siden 2019 haft stillingen som Executive Vice President, HR i Salling Group. Hun har tidligere haft lederstillinger på VIA University College og på Aarhus Universitet. Louise Gade er cand.jur. fra Aarhus Universitet. 

Louise Gade deltager i paneldebatten kl. 9.15. 


Donald Moynihan

Professor, Georgetown University, Washington D.C., USA 

Donald Moynihan er professor ved Georgetown University, Washington D.C., USA. Du kan opleve Donald Moynihan til den afsluttende key note kl. 15.15, hvor han er på scenen sammen med Sandra Groeneveld og Mads Leth Jakobsen.

Sandra Groeneveld

Professor, Leiden University, Holland

Sandra Groeneveld er professor samt centerleder af Leiden Leadership Centre ved Leiden University, Holland. Du kan opleve Sandra Groeneveld til den afsluttende key note kl. 15.15, hvor hun er på scenen sammen med Donald Moynihan og Mads Leth Jakobsen.

Program

08.15 - Ankomst og check-in

9.00 - Velkomst og tale

Lotte Bøgh Andersen

Professor og centerleder

Mads Leth Jakobsen

Lektor og vicecenterleder

Velkomst ved centerledelsen i Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

Herefter tale ved H.M. Kong Frederik.

9.15 - Paneldebat: Ledelse som løsning: Erfaringer og udfordringer

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet

Pernille Blach Hansen

Regionsdirektør, Region Midtjylland

Stig Henneberg

Kommunaldirektør, Frederiksberg Kommune

Louise Gade

Executive Vice President, HR, Salling Group

Læs mere om paneldebatten

Globalt er der krig, klimaændringer og forsyningskrise. Nationalt udfordrer den demografiske udvikling velfærdsstaten. Og lokalt forbliver stillinger ubesatte pga. arbejdskraftmanglen. Tingene hænger sammen. Lokalt, nationalt og globalt. Det nytter ikke noget at se problemerne isoleret, og her er god ledelse en vigtig del af løsningen.

På ledelseskonferencens indledende paneldebat deler fire dygtige ledere deres erfaringer med, hvordan ledelse kan løse problemer – også når det bliver svært. 


Ordstyrer i paneldebatten bliver Christian Bøtcher Jacobsen, der er professor i Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

10.00 - Pause

10.30 - 1. runde. Du vælger en af de seks forskellige sessioner.

Samspillet mellem politikere og embedsværket

Niels Højberg

Ledelsesekspert og rådgiver, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Amalie Trangbæk

Adjunkt, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Niels Nybye Ågesen

Kommunaldirektør, Vejle Kommune

Søren Kryhlmand

Departementschef, Beskæftigelsesministeriet

Læs mere

I denne session fokuserer vi på relationen mellem politikere og embedsværk for både kommuner og stat. Med udgangspunkt i den nyeste forskning dykker vi ned i rollefordelingen mellem politikere og embedsværk - herunder hvilke ændringer der er sket. Sessionen vil bl.a. berøre temaer om samarbejde og tillid samt fokusere på, hvilke forskelle og ligheder der er i relationen mellem politikere og embedsværk på hhv. kommunalt og statsligt niveau.

Samarbejdet mellem professionelle, virksomheder og frivillige – læring fra en militær kontekst

Morten Brænder

Lektor, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Janni Torp Kjærgaard

Direktør, Forsvarsministeriets Personalestyrelse

  

Læs mere

Krigen i Ukraine har startet en fornyet debat om, hvilke midler forsvaret har til rådighed, og hvordan de bedst bliver udnyttet. Det gælder økonomien, men også de menneskelige ressourcer, som vi vil sætte fokus på i denne session. Det har længe været kendt, at den øgede brug af civiles og frivilliges kompetencer i løsningen af forsvarets opgaver – fra kantinedrift til vagttjeneste – nok kan afhjælpe mangler ét sted i organisationen. Men på andre punkter kan det medføre nye problemer. Samtidig er der politisk pres for at udvide værnepligten og især på at øge andelen af kvinder i forsvaret. For at lykkes med forsvarets målsætninger skal organisationens ledere i fremtiden kunne bygge bro mellem forskellige grupper. Det er denne udfordring, der vil være i fokus i sessionen, hvor vi har inviteret Direktøren for Forsvarsministeriets Personalestyrelse Janni Torp Kjærgaard.

Datainformeret ledelse – fra data til læring

Poul Aaes Nielsen

Lektor, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Esben Michelsen

Områdeleder, BI-kontoret, Region Midtjylland

 

 

 

Læs mere

At opstille mål for en organisations arbejde og efterfølgende undersøge, hvorvidt disse bliver indfriet, er ikke ny ledelsesadfærd. Alligevel er det svært at opstille meningsfulde mål og arbejde datainformeret. 

I denne session dykker vi ned i, hvordan man som leder kan arbejde datainformeret. Vi har særligt fokus på, hvordan man kan mindske afstanden mellem indsamling og anvendelse af data. Det handler bl.a. om dialog mellem de ledere, som ønsker at bruge datainformation som et aktivt ledelsesværktøj, og medarbejderne tæt på data og analyse. Vi fokuserer også på, hvordan man som leder kan arbejde aktivt for, at data bliver omsat til reel organisatorisk læring og forbedring. 

På sessionen diskuterer lektor Poul Aaes Nielsen og BI-områdeleder Esben Michelsen, hvordan man kan styrke arbejdet med datainformeret læring og ledelse i praksis, og deltagerne bringer deres erfaringer i spil.

Fremtidens sundhedsvæsen har brug for (god) ledelse

Christian Bøtcher Jacobsen

Professor, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Kirsten Wisborg

Lægefaglig vicedirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Knirke Hartmann Thomsen

Chefsygeplejerske, Aarhus Universitetshospital

Mette Molin

Sundheds- og Ældrechef, Lejre Kommune, Center for Velfærd og Omsorg

 Christina Neergaard Pedersen

Læge, Sygehus Sønderjylland

Læs mere

Sundhedsvæsenet står over for store udfordringer i de kommende år. Personalemangel, en aldrende befolkning og ønsker om mere nærhed og sammenhæng er eksempler på centrale udfordringer, som kræver ledelse på alle niveauer. Men hvordan understøtter vi god ledelse i et sundhedsvæsen, som er under hastig forandring?

Et første spørgsmål handler om rekruttering af dygtige ledere. Mange ledere i sundhedsvæsenet har en faglig baggrund, og overgangen til ledelse kan være et stort spring. Vi diskuterer, hvordan der kan skabes gode karriereveje, hvor ledelse er et attraktivt tilvalg.

Et andet spørgsmål handler om kompetencer og de mange (nye) ledelsesopgaver, sundhedsvæsenets ledere skal kunne håndtere. Hvordan kan vi understøtte og udvikle sundhedsvæsenets ledelse i takt med de store forandringer?

Endelig er der spørgsmålet om ledelsesvilkår. Sundhedsvæsenet er præget af store organisationer, store ledelsesspænd og stor gensidig afhængighed mellem sektorer og afdelinger, og det kan nogle gange udfordre den fælles opgave, hvor patienten er i centrum. Hvordan kan ledelse bidrage til et sammenhængende sundhedssystem?

Ledelse af tværfagligt samarbejde

Anne Mette Kjeldsen

Lektor, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Bente Bjørnholt

Seniorforsker, VIVE

Ulla Riisbjerg Thomsen

Chef for Uddannelse & Læring, Vejle Kommune

Anne-Sofie Kannerup

Cheflæge, Regionshospitalet Randers

Eva Hansen

Chefsygeplejerske, Regionshospitalet Randers

  

Læs mere

Leveringen af offentlige ydelser kræver, at vi arbejder sammen på tværs af fagligheder. I folkeskolen arbejder lærere side om side med pædagoger for at sikre børns læring og trivsel. På sygehusene er der brug for både læger, sygeplejersker og øvrigt social- og sundhedspersonale, når patienter skal helbredes. Hvordan kan vi lede det tværfaglige samarbejde, så vi lykkes bedre med at skabe velfærd til alle? 

På denne session vil vi sætte fokus på ledelse i en tværfaglig kontekst – herunder også spørgsmålet om, hvordan fagligt samarbejde kan bidrage til mere robusthed i offentlige organisationer.
 

Ledelse som holdsport – at lykkes i et ledelsesteam

Caroline Howard Grøn

Lektor, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Maike Raahauge

Skoleleder, Frederiksberg Kommune

Christian Rasmussen

Cheflæge, Hvidovre Hospital

Jakob Riis Vester

Kaptajn, Gardehusarregimentet i Slagelse

 

 

Læs mere

I flere og flere offentlige organisationer er lederen ikke alene med ledelsesopgaven, men deler den med andre ledere i et team. Ledelsesteams ser ud på mange forskellige måder, men det stiller krav om, at man arbejder tydeligt med rollefordeling og samarbejdsklima. 

I denne session vil Caroline Howard Grøn fortælle om betydningen af samarbejdsklima i ledelsesteams, og tre praktikere vil dele deres egne erfaringer med at lede i et team. 
 

11.30 - Frokost

12.30 - 2. runde. Du vælger en af de seks forskellige sessioner.

Mening som begreb og redskab i ledelse

Cecilie Lindgaard Petersen

HR udviklingskonsulent, VIA University College

Natascha Mannemar Jensen

Driftschef - Voksne, Job og Handicap, Aarhus Kommune

Jeppe Toft Hansen

Kontorchef i Økonomistyrelsen

Læs mere

Behovet for mening og for at opleve sit arbejde som meningsfuldt er et af de mest centrale behov, vi som mennesker har. Men hvad er det for meninger, vi søger, skaber, finder og oplever – generelt og i vores arbejdsliv? 

På denne workshop dykker vi ned i meningsbegrebet og ser på, hvordan man kan arbejde med mening i ledelsessammenhæng. 

Workshoppen vil vise, hvordan det psykologiske behov for mening kan forstås og forvaltes, så der skabes gode betingelser for motivation og trivsel i et meningsfuldt arbejdsliv i den offentlige sektor. 
 

Ledelse af den kommunale klimaindsats

Mads Leth Jakobsen

Lektor og vicecenterleder, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Christine Brochdorf

Fhv. Kommunaldirektør

Martin Østergaard Christensen

Stadsdirektør, Aarhus Kommune

 

Læs mere

Byer og lokalsamfund har en vigtig rolle, hvis vi skal lykkedes med klimaindsatsen på både nationalt og globalt niveau. Klima er også højt på dagsordenen i mange danske kommuner. Men hvad betyder ledelse for, om kommunerne lykkedes med klimaindsatsen? Hvordan afvejer man fx klimaet i forhold til velfærd? Hvordan sikrer man koordination på tværs af forvaltninger? Og hvordan fastholder man gejsten om en indsats, hvis succes i sidste ende bliver afgjort på globalt niveau. 

I denne session vil to topledere fra den offentlige sektor give deres svar på disse spørgsmål. Dette vil blive sat i perspektiv til forskningsviden om klimaindsatser i politisk ledede organisationer. 
 

Faglig ledelse i praksis

Clara Siboni Lund

Adjunkt, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Kasper Føns

Skoleleder, Tåsingeskolen, Svendborg Kommune

 

 

 

Læs mere

Faglig ledelse handler om at udvikle og aktivere fagligheden i organisationen, så den understøtter indfrielsen af organisatoriske målsætninger. Det er lettere sagt end gjort.

Denne session handler om nogle af de udfordringer, der er forbundet med at lykkes med faglig ledelse. Hvad kan frontlinjeledere gøre? Hvordan understøtter topledere, at organisationerne lykkes med faglig ledelse? Via ny forskning og praksisperspektiver adresserer vi i fællesskab mulige måder at håndtere udfordringerne. Formålet er at blive bedre til både at sikre en fælles forståelse af faglig kvalitet og at understøtte, at organisationen lykkes med at opnå et højt niveau af denne faglige kvalitet.
 

Mangel på arbejdskraft - potentialer og udfordringer ved international rekruttering

Florian Keppeler

Adjunkt, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Niels Højberg

Ledelsesekspert og rådgiver, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Pernille Blach Hansen

Regionsdirektør, Region Midtjylland

Søren Kryhlmand

Departementschef, Beskæftigelsesministeriet

Læs mere

Vi står over for en rekrutteringskrise både lokalt og nationalt. Manglen på personale i sundhedsvæsenet truer folkesundheden og er et af de mest presserende politiske problemer. Kan rekruttering af arbejdskraft fra udlandet være med til at løse udfordringen?  

På denne session drøfter vi følgende centrale spørgsmål: Hvordan kan de politiske beslutningstagere tiltrække arbejdskraft på det europæiske arbejdsmarked? Hvad kan du selv gøre som leder på netop dit organisatoriske niveau? Du kommer til at stifte bekendtskab med den nyeste forskning inden for området samt erfaringer og konkrete handlemuligheder.
 

Når digital distanceledelse er hverdagskost

Caroline Howard Grøn

Lektor, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Henrik Funder Kristensen

Afdelingsleder, Landbrugsstyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Carsten Strømbæk Pedersen

Forsknings- og analysechef, VIVE Børn og Uddannelse

Læs mere

Ledelse handler om at sætte retning og skabe resultater samme med og via andre. Det kan være særligt udfordrende, hvis man ikke er fysisk sammen. Det oplevede mange i forbindelse med nedlukningerne under corona. I mange organisationer er den fysiske distance imidlertid ikke en undtagelsestilstand, men en del af hverdagen fx i form af hjemmearbejde. 

I denne session stiller vi skarpt på digital distanceledelse: Hvad kræver det at bedrive ledelse på distancen? Hvilke udfordringer og muligheder skaber distancen? Hvordan gør man bedst brug af digitale teknologier som e-mail, intranet og videomøder i forhold til at understøtte oplevelsen af nærhed blandt medarbejderne?

Sessionen består af tre korte inspirationsoplæg fra forskning og praksis efterfulgt af dialog mellem deltagere og oplægsholdere.
 

Ledelse af psykisk arbejdsmiljø – hvordan kan du arbejde med trivsel og fælles forståelse i dit team?

Ligaya Dalgaard

Adjunkt, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Tanja Kirkegaard

Ekstern lektor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Marie Højriis Storkholm

Cheflæge, PhD, Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospitalet Horsens

Læs mere

Beskæftigelsen er høj, og kampen om medarbejderne er stor. Det er derfor vigtigt, at du som leder kan fastholde dine medarbejdere. Trivsel og psykisk arbejdsmiljø spiller i den forbindelse en central rolle.

I denne session dykker vi ned i spørgsmålet om, hvordan du som leder kan understøtte og lede et godt psykisk arbejdsmiljø og fremme trivsel blandt dine medarbejdere og dig selv. Vi kommer ind på, hvordan man kan arbejde dialogisk med at forbedre arbejdsmiljøet. Herudover diskuterer vi, hvilke forhold der har betydning for, om medarbejdere tør åbne op om, hvordan de har det. Hvad begejstrer? Hvad belaster? Hvilke ideer har de til forbedringer? Her vil vi bl.a. komme ind på psykologisk tryghed og forskningen inden for tavshed i organisationer. 

På sessionen kobler vi forskningen med praktiske erfaringer, så deltagerne bliver bedre i stand til at understøtte et godt psykisk arbejdsmiljø.
 

13.15 - Pause

13.45 - 3. runde. Du vælger en af de seks forskellige sessioner.

Klimastrategier for fremtiden – samspillet mellem den offentlige og private sektor

Jesper Rosenberg Hansen

Professor, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet

Stig Henneberg

Kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune og forhenværende partner i konsulentvirksomheden Struense og Co

Rasmus Ødum

Koncerndirektør, Group COO, COWI

 

 

 

Læs mere

Klimaudfordringerne kræver, at både offentlige organisationer og private virksomheder arbejder for at løse klimaproblematikken - hver især og i samspil mellem sektorerne. 

På denne session fokuserer vi på, hvordan offentlige organisationers og private virksomheders karakteristika, betingelser og mulighedsrum påvirker sektorernes muligheder for at løse klimaproblematikken. Hvordan kan de gennem samarbejde og samspil være med til at skabe bæredygtige løsninger til klimaudfordringerne? Vi vil bl.a. diskutere, hvordan strategi og ledelse på tværs kan være en vej til at løse klimaudfordringerne.
 

PhD-talks

Niels Højberg (vært)

Ledelsesekspert og rådgiver, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Mads Pieter van Luttervelt 

Ph.d.-studerende

Rasmus Marquard Andresen

Ph.d.-studerende

Rasmus Thy Grøn

Erhvervs-ph.d.-studerende

Jørgen K. Skovhus Haunstrup

Erhvervs-ph.d.-studerende

 

Læs mere

I denne session har du mulighed for at høre fire dygtige ph.d.-studerende præsentere deres forskning. 60 minutter, 4 ph.d.-projekter – det bliver skarpt og lærerigt!

Du kommer til at blive klogere på følgende emner:

  • Ledertroværdighed: gør du som du siger?
    v. Mads Pieter van Luttervelt
  • Kommando i flertal? Implementeringen af lederdyader i Hæren
    v. Rasmus Marquard Andresen
  • Redskaber til dialogisk visionsledelse – trivsel, motivation og resultatskabelse
    v. Jørgen K. Skovhus Haunstrup
  • Growth mindsets betydning for organisatorisk læring
    v. Rasmus Thy Grøn

Ledelse på tværs – hvordan gør man?

Christian Bøtcher Jacobsen

Professor, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Karen Ingerslev

Kontorchef, Koncern HR, Udvikling, Region Midtjylland

Otto Ohrt

Sundhedschef, Aarhus Kommune

Ulla Reintoft Henriksen 

Sundheds- og Forebyggelseschef, Aarhus Kommune

Kirsten Rahbek

Chefsygeplejerske, Aarhus Universitetshospital

Læs mere

Hvordan kan vi løse samfundets store udfordringer relateret til eksempelvis klima, sundhed, sociale forhold og sikkerhed? Komplekse udfordringer kræver samarbejde mellem mange dele af den offentlige sektor i samspil med borgere og den private sektor. At kunne udøve ledelse på tværs af organisatoriske grænser er derfor en nøglekompetence for at kunne løse samfundets store udfordringer. Ledelse på tværs kræver fokus på fælles mål og resultater samt etablering af både relationer og strukturer, der understøtter en forpligtelse til at prioritere det fælles over det individuelle. Det er svært at være uenig i, men hvordan gør man det i praksis? 

Med udgangspunkt i forskningsprojektet LEOS og konkrete erfaringer med at lede på tværs vil vi på denne session diskutere udfordringer ved at lede på tværs. Herunder giver vi konkrete eksempler på, hvordan man gennem en vedholdende ledelsesindsats kan gøre en forskel for organisationen, medarbejderne og borgerne.
 

Samspillet mellem politiske og administrative ledere

Lotte Bøgh Andersen

Professor og centerleder, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Niels Nybye Ågesen

Kommunaldirektør, Vejle Kommune

 

 

 

Læs mere

Hvordan understøtter offentlige ledere, at nye politiske ledere kommer godt fra start? Hvordan arbejder den administrative og politiske ledelse sammen på en god måde? Det har Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse i det seneste år sat fokus på i flere rapporter. 

Lotte Bøgh Andersen præsenterer i denne session hovedresultaterne og inviterer til dialog om deltagernes praksiserfaringer. Hvilken betydning har etableringen af stærke relationer? Hvordan afvejer man hensynet mellem at justere den tidligere vision og dét at skabe en ny vision? Og hvad der sker, når en ny minister, borgmester eller regionsrådsformand træder til? 

Sessionen retter sig mod alle, der arbejder i politisk ledede organisationer, men den er særligt relevant for ledere, hvor en del af deres opgave er at lede opad i forhold til politikerne. Politikere er også mere end velkomne – det giver en chance for at tydeliggøre jeres ønsker direkte til de administrative ledere.
 

Når ledelse fordeles på flere hænder: Hvordan kan man arbejde med distribueret ledelse?

Laura Bundgaard

Organisationskonsulent, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Ole Frederiksen

Centerleder, Center for Ydelse og Administration, Syddjurs Kommune

Lars Dahl Pedersen

Adm. direktør, Privathospitalet Mølholm

Læs mere

I dag er ledelse ikke en opgave, der alene bliver løst på direktionsgangen eller inde på lederens kontor. Medarbejdere bidrager i dag til ledelse – også selvom der ikke står ’leder’ på deres visitkort. Det gælder særligt for de mennesker, der har funktioner som fagkoordinator, vagtplanlægger, projektleder eller lignende. 

På denne session ser vi nærmere på den ledelsesform, der kaldes distribueret ledelse. Distribueret ledelse handler nemlig om, at formelle ledere og medarbejdere deles om at udøve ledelse. Hvordan lykkes I med det? Hvad kræver det af dig som leder? Hvad kræver det af medarbejderne? Og hvad kræver det af organisationen?

På sessionen møder du ledere, der arbejder med distribueret ledelse. De deler deres erfaringer med fokus på, hvad der er vigtigt at have for øje, når man arbejder med deling af ledelsesopgaver.
 

Ledelsesudvikling gennem feedback

Emily Rose Tangsgaard

Adjunkt, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse

Gunvor Birgitte Winther

Afdelingsleder, Vejdesign, Vejdirektoratet

Tina Wils

Sundheds- og Omsorgschef, Egedal Kommune

 

 

Læs mere

For at du kan udvikle dig som leder, er det vigtigt at forstå, hvordan andre oplever din ledelse. Typisk er der nemlig forskel på, hvordan du opfatter din egen ledelse, og hvordan dine medarbejdere opfatter den. De ser og hører nemlig mindre, end du tror.  

I denne session dykker vi ned i, hvordan du som leder kan arbejde målrettet med feedback for at styrke din ledelsespraksis og sikre en større overensstemmelse mellem din og medarbejdernes opfattelse af din ledelse. 

På sessionen kommer du til at møde ledere, der selv har arbejdet aktivt med redskaberne fra den fællesoffentlige ledelsesevaluering med henblik på at udvikle deres ledelse. 
 

14.45 - Pause

15.15 - Hvad kan vi lære fra andre lande? Internationale erfaringer med offentlig ledelse

Donald Moynihan

Professor

Georgetown University, Washington D.C., USA 

Sandra Groeneveld

Professor

Leiden University, Holland

Læs mere om afslutningspanelet

Offentlig ledelse skal i stigende grad forholde sig til lokale, nationale og globale udfordringer samtidig. Det gælder fx reduktion af udledningen af klimagasser, politisk polarisering, øget pres på velfærdssamfundet og trusler mod vores sikkerhed. På tværs af lande står offentlige ledere over for de samme udfordringer, men deres svar på udfordringerne er ikke altid ens. Det gør det muligt for danske offentlige ledere at lære fra andre lande. 

Derfor har vi inviteret to af de fremmeste eksperter i offentlig ledelse i henholdsvis Holland og USA. De vil give deres vurdering af, hvad vi i Danmark kan lære af erfaringerne fra deres lande. De vil blandt andet tale om:

1) Forholdet mellem offentlig ledelse og ekspertise, administrative byrder og legitimiteten af det politiske system.

2) Betydningen af at arbejde på tværs og være helhedsorienteret.  

3) Vigtige ledelseskompetencer i mødet med komplekse udfordringer der går på tværs af det lokale, nationale og globale. 

Sprog: Engelsk

Afslutningspanelet vil blive faciliteret af Mads Leth Jakobsen, der er lektor og vicecenterleder i Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

16.00 - Reception og networking



Ledelse som løsning - lokalt, nationalt og globalt Hør centerleder Lotte Bøgh Andersen fortælle om årets ledelseskonference den 23. maj.
Sidste år var det i Aarhus - i år foregår ledelseskonferencen i København Her kan du se en inspirationsvideo fra sidste års konference, der foregik i Aarhus.