Aarhus Universitets segl

Betydningen af ledertroværdighed i offentlige organisationer

Video om ph.d.-projektet Inspireret af TED-talk-formatet kan du her se en PhD-talk om ledertroværdighed.

Baggrund for projektet

Ledelse kan tydeliggøre, prioritere og motivere medarbejderne til at arbejde for at opnå organisationens målsætninger. Ikke desto mindre er ledelsesopgaven ofte udfordrende. Ledernes troværdighed bliver sat på prøve, fordi lederne befinder sig i et krydspres. På den ene side skal de være loyale over for deres overordnede, og på den anden skal de leve op til de aftaler, som de indgår med deres medarbejdere. For offentlige ledere bliver krydspresset yderligere forstærket af, at lederne befinder sig i et politisk ledet hierarki med mange interessenter, omskiftelige og potentielt uforenelige krav til opgaveløsningen. Dette sker samtidigt med at medarbejderne ofte har stærke værdier og fagprofessionelle normer. Vi ved, at troværdighed anses af både lederne selv og af deres medarbejdere som et af de vigtigste karakteristika ved den gode leder. Men hvilken betydning har lederens troværdighed egentlig for lederens muligheder for at lykkes med ledelsesopgaven? Det har vi faktisk ikke ret meget viden om.

Projektets formål og undersøgelsesdesign

Projektets overordnede formål er at tilvejebringe viden om betydningen af ledertroværdighed for ledelse i offentlige organisationer.

På det teoretiske plan bidrager projektet ved at definere og konceptualisere begrebet ledertroværdighed samt teoretisere mekanismen, hvorigennem troværdighed kan tænkes at have betydning for at lykkes med at bedrive ledelse. Projektet trækker på indsigter fra den eksisterende forskning i ledelse, institutioner og psykologi.

Projektets undersøgelsesdesign består af en kombination af survey-eksperimenter og longitudinale studier af offentlige organisationer på tværs af sektorer og lande. Sammenfattende er nogle af de centrale forskningsspørgsmålet i projektet:

  • Hvad er ledertroværdighed?
  • Hvilke faktorer påvirker ledertroværdighed?
  • Hvilken betydning har ledertroværdighed for effekten af ledelse i offentlige organisationer?

Yderligere information om projektet

Projektet ledes og gennemføres af ph.d.-studerende Mads Pieter van Luttervelt, som kan kontaktes på mpl@ps.au.dk. Professor Lotte Bøgh Andersen er hovedvejler, og professor Simon Calmar Andersen er bivejleder.