Aarhus Universitets segl

Ledelsesspænd i sundhedsvæsenet

Baggrund for projektet

Hvor mange medarbejdere, man er leder for, er et centralt ledelsesvilkår. De seneste 20 år er der blevet færre ledere og flere medarbejdere i sundhedsvæsenet. Mange ledere har i dag ansvar for mange medarbejdere og komplekse ledelsesområder.

Både internationalt og i Danmark er der igennem årene forsket i ledelsesspændets betydning for: borgere/patienter, målopfyldelse, medarbejdere og lederne selv.

På tværs af det danske sundhedsvæsen er der ganske betydelige variationer i, hvordan man organisatorisk har indrettet sig for at afbøde konsekvenserne af et stort ledelsesspænd.

Især på sygehusene har man mange steder valgt at have flere sideordnede ledere i et ledelsesområde. Dernæst har distribueret eller delt ledelse vundet frem som en ledelsesform, der også kan være med til at aflaste lederen. Distribueret ledelse indebærer, at forskellige ledelsesfunktioner afstemt varetages af medarbejdere på vegne af lederen og med dertil knyttede beføjelser over for kollegerne. Endelig er der også nogen steder knyttet forskellige støttefunktioner til lederen. Det kan være i form af en souschef, specialister med et særligt ofte fagligt eller organisatorisk ansvar eller mere administrative støttefunktioner.

Projektets formål og undersøgelsesmetode

Der er brug for flere undersøgelser af, hvordan ledelsesspændets størrelse har betydning for ledere og medarbejdere. Der findes nærmest ingen viden om, hvordan forskellige måder at organisere sig på under forskellige ledelsesspænd har betydning for organisationerne, ansatte og for patienterne.

Projektets formål er

  • at bibringe viden om ledelsesspændets betydning for lederes ledelse og for medarbejdernes muligheder for at levere den bedste service over for borgerne.
  • at vurdere i hvilken grad sideordnet ledelse, distribueret ledelse og organisering af støttefunktioner for ledelsen bidrager til den ledelse, der udøves.

Projektets undersøgelsesmetode er to spørgeskemaundersøgeler på det regionale område(sygehuse). Først udsendes der spørgeskemaer til afdelingssygeplejersker. Dernæst udsendes en ny runde af spørgeskemaer til ledernes medarbejdere.

Yderligere information om projektet

Projektet ledes af vicecenterleder Christian Bøtcher Jacobsen og seniorrådgiver Lars Dahl Pedersen. Forskningsprojektet gennemføres i samarbejde med DSR og vil blive fulgt af en følgegruppe med deltagelse af Dorthe Danbjørg, Irene Hesselbjerg, Jonna Søegaard og Thomas Garlov fra DSR/DSR Lederforeningen.