Aarhus Universitets segl

Deltagerinformation

Navn på hovedansvarlige forskere

Christian Bøtcher Jacobsen, professor på Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Aarhus Universitet er ansvarlig for projektet og kan kontaktes på lahso@ps.au.dk.

Forskningsprojektets formål

Forskningsprojektet undersøger betydningen af den nye lægelige ledelsesstruktur, der kom med lægernes nye overenskomst i 2021, for både ledende læger, ledende sygeplejersker samt for læger og sygeplejersker uden formelt ledelsesansvar. Konkret vil undersøgelsen kortlægge hvordan ledelsesautoriteten og ledelsesansvaret på hospitalsafdelingerne fordeles blandt ledende læger og ledende sygeplejersker efter implementeringen af den nye lægelige ledelsesstruktur samt undersøge hvilke faktorer der påvirker fordelingen af ledelsesautoriteten og ledelsesansvaret. Derudover vil projektet undersøge hvilken effekt fordelingen af ledelsesautoritet og ledelsesansvar har for ledernes mulighed for at bedrive ledelse, deres lederidentitet samt for hvor velfungerende afdelingernes ledelsesteams er. Endelig vil projektet undersøge hvilken betydning fordelingen af ledelsesautoritet og ledelsesansvaret har for medarbejdernes syn på ledelsen og dennes beslutninger, samt på deres motivation og trivsel.

Forskningsprojektets finansieringskilder

Novo Nordisk Fonden har finansieret denne del af projektet, som fokuserer på sygeplejerskerne.

Sådan har vi fået kontakt til dig

Til forskningsprojektet har Dansk Sygeplejeråd (DSR) videregivet din mailadresse, navn, stilling og fagforeningstilhørsforhold til Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

Forskningsprojektets fremgangsmåde

I efteråret 2023 udsender Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse en spørgeskemaundersøgelse til en del af Dansk Sygeplejeråds medlemmer. Spørgeskemaundersøgelsen sendes blandt andet til alle chefsygeplejersker, oversygeplejersker samt et udsnit af sygeplejersker uden ledelsesansvar på danske hospitaler. Spørgeskemaet tager ca. 15 minutter at besvare.

Hvis du tidligere har besvaret det spørgeskema, som Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse i 2020 udsendte til et udsnit af Dansk Sygeplejeråds (DSR) medlemmer, vil din tidligere besvarelse blive koblet til din besvarelse af det nye spørgeskema. Kobling foretages via dit navn og/eller din mailadresse

Din besvarelse vil også blive koblet til Danmarks Statistiks registre. Koblingen sker ved, at Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse indsender din besvarelse og løbenummer til Danmarks Statistik, mens Dansk Sygeplejeråd sender CPR-oplysninger og løbenumre ind til Danmarks Statistik.

Projektet gennemføres derved på en måde, hvor Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse aldrig får adgang til dit CPR-nr.

Forventede risici/gener

Der forventes ikke at være risici eller gener forbundet med deltagelse i projektet. Det kræver kun den tid, der bruges på at besvare spørgeskemaet.

Hvem drager fordel af resultaterne?

Tidligere undersøgelser blandt sygeplejersker om ledelse har skabt et meget stort udbytte for sygeplejerskerne selv. Konkret handler det om at skabe en bedre forståelse for hvordan ledelse bedrives blandt sygeplejersker, og hvilken effekt det har for sygeplejersker uden ledelsesansvar. Vi forventer, at denne undersøgelse ligeledes vi skabe stort samfundsmæssigt udbytte.

Hvordan formidles projektets resultater?                      

Specifikt formidles resultaterne på tre måder. Fælles for dem alle er, at enkeltpersoner aldrig vil kunne identificeres i noget af det, der offentliggøres og at vi alene er interesserede i generelle mønstre, aldrig enkeltbesvarelser. Data vil blive brugt til (1) et antal videnskabelige artikler under anvendelse af data, (2) formidlingsartikler og dialoger med interesserede parter, samt (3) offentliggørelse af tendenser bl.a. i form af en datarapport.

Hvordan beskyttes personhenførbare data?

Vi foretager alle nødvendige tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger.

  • Personhenførbare oplysninger opbevares kun på Aarhus Universitets’ beskyttede netværksdrev, hvor data udelukkende er tilgængelige for de forskere, der arbejder med forskningsprojektet.
  • Så snart det er muligt pseudonymiseres data (Alle personhenførbare oplysninger fjernes fra det datasæt, som analyserne foretages på og erstattes med et unikt løbenummer – fx person330. De fjernede oplysninger placeres imidlertid i en selvstændig ”nøglefil”, som i nødvendige tilfælde kan knyttes til datasættet for entydig identifikation af individer).
  • Data opbevares kun så længe, at det er nødvendigt af hensyn til forskningens formål, hvorefter data slettes, anonymiseres, eller overføres til Rigsarkivet.

Ønsker du ikke at deltage i undersøgelsen?

Det er fuldt ud frivilligt om du ønsker at besvare spørgeskemaet. Ved at klikke på linket for at besvare spørgeskemaet giver du dit etiske samtykke til at deltage i undersøgelsen. Når du aktivt har accepteret at deltage i spørgeskemaet og påbegynder din besvarelse, kan du vælge at forlade undersøgelsen ved at lukke spørgeskemaet. Hvis ikke du foretager dig yderligere, vil den allerede afgivende data forblive en del af projektet. Hvis du fortryder dit etiske samtykke kan du tilbagetrække dit etiske samtykke frem til og med den 1. januar 2024 ved at skrive til lahso@ps.au.dk. I så fald sletter vi din besvarelse af spørgeskemaet.