Aarhus Universitets segl

Behandling af personoplysninger

I forbindelse med din deltagelse i forsknings- og ledelsestræningsprojektet Matterhorn, har Aarhus Universitet efter databeskyttelsesforordningens artikel 13 og artikel 141 pligt til at oplyse dig om, hvordan dine personoplysninger vil blive behandlet. I det følgende kan du derfor læse om, hvordan Aarhus Universitet behandler dine personlige oplysninger i forbindelse med din deltagelse i dette forsknings- og ledelsestræningsprojekt. 

1. Projektets titel

Matterhorn - Ledelse af Trivsel og Psykisk Arbejdsmiljø

2. Formålet med behandling af personoplysninger

Oplysningerne bliver brugt til forskning om ledelse af trivsel og psykisk arbejdsmiljø, samt forskning om offentlig ledelse generelt.
Dine oplysninger vil blive brugt til følgende formål:

1) Oplysningerne bliver brugt til at evaluere Matterhorn ledelsestræningsforløbet samt til forskning om ledelse af trivsel og psykisk arbejdsmiljø, og forskning om offentlig ledelse generelt.

2) Oplysningerne bliver brugt til udarbejdelse af a) et antal videnskabelige artikler, b) til formidlingsartikler og dialoger med interesserede pater, c) til offentliggørelse af generelle tendenser vedrørende ledelse af trivsel og psykisk arbejdsmiljø, bl.a. i form af en datarapport.

3. Dataansvarlig og projektansvarlig

Aarhus Universitet, Nordre Ringgade 1, 8000 Aarhuc C, CVR-nr.: 31119103 er Dataansvarlig for at behandle de data, der står beskrevet under punkt 4. 

Forskere fra Aarhus Universitet er ansvarlige for projektet. Den projektansvarlige professor på projektet er Christian Bøtcher Jacobsen, mens projektleder er adjunkt Vita Ligaya Dalgaard. Projektgruppen kan kontaktes på matterhorn@ps.au.dk. Databeskyttelsesrådgiver (DPO) ved Aarhus Universitet, Søren Brobjerg Nielsen, kan kontaktes på dpo@au.dk

4. Disse personoplysninger behandles i projektet

Aarhus Universitet behandler 1) de oplysninger, som blev givet i forbindelse med din tilmelding til Matterhorn projektet, 2) de oplysninger du selv måtte oplyse i forbindelse med din besvarelse af de tre spørgeskemaer, der over det næste år udsendes til dig fra Aarhus Universitet og de procesmålinger, der foretages i forbindelse med de enkelte træningsgange, 3) oplysninger videregivet fra Region Midtjyllands Business Intelligence Portal (BI-portalen) ved Koncern HR, Løn og Personale, Region Midtjylland, Skottenborg 26, DK-8800 Viborg, og 4) registerdata fra Danmarks Statistik. 

Fra BI-portalen modtager Aarhus Universitet information om ansættelsesdato, arbejdssted, stillingsbetegnelse, overenskomst, eventuelle orlovsperioder, CPR-nummer samt fravær og personaleomsætning på personniveau. Registrene fra Danmarks Statistik indeholder information om demografiske karakteristika som kommune. Derudover indeholder registrene fra Danmarks Statistik information om civilstand, indkomst, uddannelse, husstand samt helbredsdata. Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke på noget tidspunkt muligt at trække data på enkeltindivider ud af Danmarks Statistik. Det er derfor ikke muligt for forskerne at identificere enkeltpersoner i data fra Danmarks Statistik.

Behandlingen af oplysninger sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, jf. punkt 5. Dine oplysninger vil blive behandlet strengt fortroligt og oplysningerne vil aldrig kunne føres tilbage til dig i de analyser eller resultater, som offentliggøres på baggrund af projektet. 

5. Lovgrundlag for behandling af personoplysninger

Behandlingsgrundlaget er, at behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse (Databeskyttelsesloven §10, stk. 1, jf. databeskyttelsesforordningen artikel 6, stk. 1, litra e og artikel 9, stk. 2, litra j), som giver Aarhus Universitet ret til at behandle dine følsomme personoplysninger uden dit samtykke, samt databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, der giver Aarhus Universitet ret til at behandle dit CPR-nummer med henblik på entydig identifikation uden dit samtykke.

6. Opbevaringstid og videregivelse af data

Dine persondata vil blive anonymiseret, overført til Rigsarkivet eller slettet, når projektets videnskabelige del er endeligt afsluttet. Derfor behandles oplysningerne så længe behandlingen er nødvendig for forskningsformålet og behandlingen samtidig overholder reglerne for ansvarlig forskningspraksis.

Dine oplysninger behandles alene af forskere på Aarhus Universitet.

7. Dine rettigheder og klagemuligheder

Du har jf. databeskyttelsesforordningen følgende rettigheder, når Aarhus Universitet behandler dine personoplysninger som et led i et forskningsprojekt, der er i samfundets interesse.

  • Ret til sletning: Du har ret til at anmode om, at Aarhus Universitet sletter dine oplysninger. Såfremt dine oplysninger ikke længere er nødvendige til at opfylde forskningsformålet, og sletningen af dine oplysninger ikke i alvorlig grad forhindrer gennemførelse af forskningsprojektet, vil Aarhus Universitet slette dine oplysninger.
  • Ret til dataportabilitet: Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger og til at anmode om, at personoplysningerne bliver overført fra én dataansvarlig til en anden.
  • Ret til ikke at være genstand for en automatisk afgørelse udelukkende baseret på automatisk behandling, herunder profilering.

Du skal være opmærksom på, at dine rettigheder kan være begrænset af anden lovgivning eller underlagt undtagelser, fx i relation til forskning og offentlig myndighedsudøvelse. Hvis du ønsker at benytte dig af disse rettigheder kan projektet kontaktes på matterhorn@ps.au.dk.

Hvis du ønsker at klage over behandlingen af dine personlysninger, kan du rette henvendelse til tilsynsmyndigheden: Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby. 


Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF. Af artikel 13, stk. 1, fremgår det, at den dataansvarlige skal give den registrerede en række oplysninger, når personoplysninger indsamles hos den registrerede. Af artikel 14, stk. 1, fremgår det, at den dataansvarlige skal give den registrerede en række oplysninger, når personoplysninger ikke indsamles hos den registrerede.