En kontroversiel rapport fra tænketanken CEPOS estimerer, at nedlukningen af det danske samfund har kostet 2,6 millioner kroner pr. ekstra leveår for de mennesker, hvis liv er reddet som følge af de strenge coronarestriktioner. Til sammenligning er maksimumsbeløbet, som Medicinrådet er villige til at spendere på ny, dyr livreddende medicin 500.000 kroner pr. ekstra leveår.

Nogle af de patienter, der ikke tilbydes ny medicin, fordi den er for dyr, er yngre mennesker, som derfor risikerer at dø meget unge. I stedet behandler man folk på 85 år, som nu kan leve nogle år ekstra – måske i en respirator. Det kan få en til at spørge, om prisen, som vi betaler for at bekæmpe coronasmitte, står mål med effekten. Skal vi redde de ældre på bekostning af de yngre?

Professor i statskundskab Kasper Lippert-Rasmussen er leder af det nye grundforskningscenter i diskrimination på Aarhus BSS, Aarhus Universitet. Han har beskæftiget sig med filosofiske spørgsmål om diskrimination i en årrække. Spørgsmål, som ofte dukker op, knytter sig til sundhedsområdet. Hvordan skal knappe ressourcer fordeles? Hvem skal forrest i køen til organdonation? Hvordan prioriterer man, hvis menneskeliv er mest værd?

”Det interessante ved coronasituationen er, at samfundet ofrer virkelig mange ressourcer på bekæmpelsen af corona. I en eller anden udstrækning er det nok uundgåeligt, men det er jo ressourcer, der i vid udstrækning bliver brugt til at gavne folk, der er meget gamle. Det betyder i sidste ende, at man har færre ressourcer i sundhedsvæsenet til at behandle sygdomme for folk, som ikke er rigtigt gamle. Da kan man godt rejse spørgsmålet, om det egentlig er tale om en form for indirekte diskrimination, som stiller yngre mennesker dårligt,” siger Kasper Lippert-Rasmussen.

Man skal naturligvis tage højde for, at det ikke nødvendigvis som nu vil være dem over 85 år, der vil dø i større grad, hvis vi brugte færre ressourcer på at bekæmpe corona. Det kunne selvfølgelig også gå ud over de yngre. Man skal heller ikke beskylde myndighederne for direkte diskrimination mod unge, når der som følge af corona bliver færre ressourcer til andre patienter i sundhedsvæsenet:

”Det er ikke sådan, at man bevidst vil stille unge dårligere end ældre og således direkte diskriminerer mod de unge. Men det er en konsekvens af prioriteringen,” siger Kasper Lippert-Rasmussen.

I sin seneste artikel ”Would have died soon anyway”: COVID-19, distributive justice and age discrimination” (i The Philosopher’s Magazine) diskuterer Kasper Lippert-Rasmussen coronasituationen i England. Her udgør befolkningen over 85 år kun 3 %, mens samme gruppe står for hele 75 % af coronadødsfaldene. Ligesom andre lande har England brugt rigtig mange ressourcer på at bekæmpe corona. Så mange, at økonomien faldt med 20,4 % i april. Hvilket får nogle til at mene, at prisen er for høj i forhold til, at de mennesker, der reddes, snart vil dø alligevel.

”Normalt diskriminerer man til fordel for en udsat gruppe. Så det specielle med denne type aldersdiskrimination, som vi ser nu i coronasituationen, er, at man diskriminerer til fordel en gruppe, som på mange måder allerede er bedre stillet. De ældre er almindeligvis velstillet i forhold til så mange andre, fordi de allerede har levet mange gode år. Mens de yngre, som i denne sammenhæng er dårligere stillet, risikerer at få en dårligere behandling i sundhedsvæsenet, hvis de bliver syge, fordi der simpelthen er færre ressourcer til at behandle andre sygdomme, end der ellers ville være,” siger Kasper Lippert-Rasmussen.

Schweiz har på den anden side lavet en prioritering til fordel for de unge, men som direkte diskriminerer mod de ældre, ved at folk under 75 år vil blive prioriteret, hvis der er mangel på kapacitet til f.eks. respiratorer. Her vil en 20-årig patient blive valgt til fordel for én på 80 år. Men også dette vækker debat, for er det moralsk i orden at have et kriterium som det?

”Faktum er, at verden nu bruger mange flere ressourcer, end de gjorde tidligere, på at redde ældre menneskers liv. Og at det sker på bekostning af yngre menneskers sundhed. Hvilke ofre man er villige til at bringe, afhænger af hvordan man ser det … Moralsk set er alle liv lige meget værd, men ikke alle mister lige meget ved at dø,” afslutter Kasper Lippert-Rasmussen.