Radikalisering blandt unge muslimer i Europa

Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser (CIR) har tidligere publiceret fem forskellige rapporter baseret på empiriske studier om radikalisering blandt unge muslimer henholdsvis i Aarhus, Danmark generelt, Frankrig (Lille), Italien (Parma og Verona) og Storbritannien (Leicester).

De er alle blevet udgivet på engelsk, men CIR har ønsket, at en dansk version i et koncist format ville være på sin plads for at formidle resultaterne til en bredere dansk offentlighed. Selvom det nu er et stykke tid siden, at de oprindelige rapporter blev udgivet, mener CIR, at et resume af rapporterne på dansk kan være nyttigt.

CIR er glad for, at Martin Kryhl Jensen med engagement og professionalisme har påtaget sig den delikate opgave at resumere fem forskellige rapporter forfattet af fem forskellige forskerhold i fire forskellige lande.

Martin Kryhl Jensen har overført forfatternes rapporter med stor integritet og med sin stil formået at formidle deres resultater i et lettilgængeligt sprog. Samtidig er Martin Kryhl Jensens tilgang reflekterende og kritisk, og han har ikke holdt sig tilbage fra at stille spørgsmålstegn ved forskernes fremgangsmåde eller deres tolkning af rapporternes resultater.