Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Må man ændre sin alder?

Man må allerede skifte køn, men skal det også være muligt at ændre alder? Spørgsmålet involverer en række moralske overvejelser, og ifølge professor i statskundskab Kasper Lippert-Rasmussen er svaret nok nej.

03.12.2020 | Ingrid Marie Fossum

Centerleder Kasper Lippert-Rasmussen

Centerleder Kasper Lippert-Rasmussen Foto: Lars Kruse, AU

Forestil dig, at du står i kø til organdonation, men bliver forbigået af en yngre kandidat. Argumentet er, at du som ældre allerede har haft flere gode år af livet, mens den yngre stadig har mange år til gode, og derfor giver det mest mening at give organet til ham frem for til dig. Ville du så ønske, at du kunne ændre datoen på din fødselsattest?

En 69-årig hollænder gik i 2018 rettens vej for at få sin alder lavet om i officielle dokumenter. I stedet for 69 ville han registreres som værende 49. Han mente, at han blev diskrimineret på grund af sin alder, når han søgte arbejde og forsøgte at date på Tinder. Han fik dog afslag på sit søgsmål. Det lyder måske mærkeligt, men nogen vil altså gerne ændre deres officielle alder – lidt i stil med, at nogle ønsker at ændre race og køn, hvor det sidste efterhånden er mindre kontroversielt.

Hvis man føler sig yngre end den alder, der står på ens fødselsattest, og ens læge kan sige god for, at ens fysiske form tilsvarer, at ens biologiske alder er meget lavere end ens kronologiske alder, hvorfor skal man ikke have lov til at lave et aldersskift?

Fordi muligheden for aldersskifte åbner op for nogle åbenlyse uretfærdigheder og fordi en ny officiel alder ikke er nogen garanti for at undgå aldersdiskrimination, hævder leder for det nye grundforskningscenter i diskrimination, professor i statskundskab Kasper Lippert-Rasmussen ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

Sammen med Thomas Søbirk Petersen har Kasper Lippert-Rasmussen forfattet artiklen ”Age change, official age and fairness in health”, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift J Med Ethics. Her kritiserer de muligheden for at ændre alder.

”Det er ret så kontroversielt at ønske at ændre alder. Ikke desto mindre er det en principiel problematik, som vi er nødt til at forholde os til inden for identitetspolitik. For mange er identitet noget, vi i stor grad selv vælger, og de oplever det som diskrimination, hvis staten ikke anerkender deres selvidentifikation,” siger Kasper Lippert-Rasmussen.

Men hvordan skal staten egentlig forholde sig til folk, der har en anden alder end den kronologiske? I sær i sundhedsvæsenet bør man stadig have mulighed for at have kronologisk alder som kriterium for at prioritere de rette kandidater til sundhedsydelser som organdonation, hvor man faktisk bliver nødt til at favorisere nogle frem for andre.

”Hvis staten skulle prioritere knappe sundhedsmæssige ressourcer på baggrund af folks officielle alder frem for deres kronologiske eller reelle alder, ville det indebære uretfærdighed,” siger Kasper Lippert-Rasmussen, som bruger følgende eksempel til at fremhæve sin pointe:

Et lille antal livreddende organer skal fordeles mellem to grupper af patienter. Begge grupper består af mennesker, som på papiret er 50 år gamle. I den første gruppe er den kronologiske alder 70 år, mens i den anden gruppe er den kronologiske alder kun 40 år. Begge grupper vil kunne forvente at leve yderligere 10 gode år, hvis de modtager et organ. Går man ind for, at man må ændre sin officielle alder, fraskriver man staten muligheden at kende folks kronologiske eller reelle alder, hvilket ville være relevant og retfærdig i fordelingen af livsvigtige organer. I eksemplet har personerne i den første gruppe allerede levet 30 gode år længere, end personerne i den anden gruppe. Selvom en person fra den anden gruppe fik et nyt organ, ville vedkommende stadig ikke nå op på at få lige mange gode leveår, som medlemmerne fra den første gruppe, som ikke fik et organ.

Der er forskellige syn på, hvordan staten bør prioritere i sundhedssystemet, men generelt bør man prioritere yngre patienter frem for ældre, da de har flere gode år tilbage at leve. Retfærdighed er, at alle nyder et tilstrækkelig antal gode år. Hvis staten skal prioritere knappe sundhedsmæssige ressourcer på baggrund af folks alder, skal det være folks reelle alder, de tager udgangspunktet i, og ikke den alder, man føler, at man er. Dette betyder naturligvis ikke, at det ikke i andre sammenhænge kunne være en god ide, om folk havde muligheden for at ændre alder, eller alternativt at staten slet ikke forskelsbehandlede efter alder.

Forskningsnyhed