Prisvindende paper om politisk psykologi

American Political Science Association hædrer Rune Slothuus, Love Christensen og Rasmus Skytte fra Aarhus Universitet med pris for forskning om, hvordan borgerne bruger de politiske partier til at forstå, hvad politiske forslag går ud på.

Christiansborg Foto: Rasmus Smedstrup Mortensen / Unsplash
Forskerne gennemførte eksperimenter med danske vælgere, mens partierne forhandlede om at danne en ny regering efter folketingsvalget i 2022. Photo: Unsplash.

Rune Slothuus, Love Christensen og Rasmus Skytte fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet modtager årets Best Paper Award in Political Psychology fra American Political Science Association. Prisen gives for det bedste paper inden for politisk psykologi, som blev præsenteret på foreningens årlige konference i 2023.

I paperet, der har titlen “How Party Reputations Help Citizens Grasp What Is at Stake in Policy Debates”, fremlægger de tre Aarhus-forskere en teori om, hvordan borgerne kan bruge signaler fra de politiske partier til at forstå, hvad komplekse politiske forslag går ud på.

De finder støtte til teorien i en række eksperimenter, som de gennemførte blandt danske vælgere, mens partierne forhandlede om at danne en ny regering efter folketingsvalget i 2022. Analyserne viser, at vælgerne brugte deres viden om de politiske partier til at skabe mening i den komplekse situation efter valget, der endte med en historisk SVM-regering hen over midten i dansk politik.

Med prisen hædres nogle af de centrale resultater fra projektet PARTYOPINION, der er støttet af et European Research Council (ERC) Consolidator Grant og ledes af professor Rune Slothuus.

“Det er en stor ære for os at modtage prisen. Det er dejligt, at et internationalt publikum på denne måde anerkender vores forskning. Vi er også glade for, at vi kan gøre udenlandske kolleger interesserede i danske politiske forhold,” siger Rune Slothuus.

Yderligere info

Oops, an error occurred! Code: 20241205105402a4f07876