Raphaël Lefèvre modtager APSA-pris for bedste bog

Postdoc i statskundskab Raphaël Lefèvre fra Aarhus BSS modtager pris for Jihad in the City udgivet på Cambridge University Press. Prisen, som er tildelt af American Political Science Association’s sektion for MENA Politics, hædrer den bedste bog om politiske forhold i Mellemøsten og Nordafrika.

Raphael Lefevre Foto: Oxford University
Postdoc Raphaël Lefèvre Foto: Oxford University

Raphaël Lefèvres nye bog, Jihad in the City: Militant Islam and Contentious Politics in Tripoli, er baseret på mere end 200 interviews med islamistiske krigere fra gruppen Tawhid, og deres fjender, som hærgede i Tripoli, Libanon i perioden 1982-1985.

"Med min bog ønskede jeg at kaste lys over en mindre kendt historisk begivenhed med et stort nutidigt ekko. En militant islamistisk bevægelse oprettede et ’islamistisk emirat’ i Tripoli i Libanon i 1982-1985​, og det har moderne paralleller til det ’islamistiske kalifat’, der blev skabt af ISIS i dele af Irak og Syrien efter 2014," siger Raphaël Lefèvre.

Nu hædres Raphaël Lefèvre af American Political Science Association med prisen for bedste bog 2022 i kategorien Mellemøsten og Nordafrika.

“Jeg er glad for at have modtaget denne pris, som også understreger det fremragende arbejde, der udføres på Aarhus Universitet inden for statskundskab, herunder international politik og politik i Mellemøsten. Uden et så inspirerende, stærkt og støttende forskerfællesskab, blandt dem mine to mentorer Morten Valbjørn og Jeroen Gunning, kunne jeg ikke have skrevet denne bog,” siger Raphaël Lefèvre.

Udover postdoc-stillingen på Institut for Statskundskab på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet er Raphaël Lefèvre også senior research fellow ved Department of Politics and International Relations på Oxford University. 

Oops, an error occurred! Code: 202411212038318d4cc50c