Q&A med forfattere bag ny bog om mening og motivation

I starten af 2023 kom bogen ”Mening og motivation i organisation og ledelse” på gaden. Bag bogen står forfatterne Jan Tønnesvang, Lotte Bøgh Andersen, Cecilie Lindgaard Petersen og Sanne Schou. I denne artikel har vi fået lov til at stille en række spørgsmål til et par af forfatterne – nemlig institutleder og professor Jan Tønnesvang samt centerleder og professor Lotte Bøgh Andersen.

Koblingen mellem mening og motivation

Titlen på bogen indikerer, at mening og motivation hænger sammen. Hvorfor har vi brug for en bog, der kobler mening og motivation? 

Lotte forklarer: 

»Der er særligt brug for en bog om mening og motivation, fordi muligheden for at gøre en meningsfuld forskel er noget af det vigtigste i medarbejderes arbejdsliv. Mening hænger sammen med både motivation, ledelse og organisering, og bogen kobler ny viden om mening sammen med eksisterende viden om de tre andre forhold. Vi udvikler også forståelsen af motivation, ledelse og organisering ved at kombinere psykologisk viden med viden fra offentlige forvaltning og statskundskab.« 

Her tilføjer Jan: 

»Når noget opleves som meningsfuldt, er man typisk indstillet på at gøre noget for at realisere dette. Dermed skaber mening motivation. Omvendt er det svært at tale om motivation uden mening. At se meningen med noget handler bl.a. om at forstå pointen eller finde værdi i en større sammenhæng, som det, man arbejder med, hører hjemme i. Hvis ikke man kan se pointen i eller værdien af det, man gør, hvorfor skal man så gøre det? «

Til det svarer og supplerer Lotte: 

»At søge, skabe og finde mening er i øvrigt meget relevant på et tidspunkt, hvor mange forhold i samfundet (særlig i offentlige organisationer) er under forandring.«
 

”Det handler også om at give plads til, at man kan være meningsfuldt uenige”

I bogens første kapitel skriver I, at ”For os som forfattere til denne bog er det ikke blot interessant at forstå, hvad mening er i almindelighed, men også at forstå, hvilken betydning mening har i organisation og ledelse”. Et omfattende svar kræver nok, at man læser hele bogen, men hvis I skulle fremhæve nogle hovedpointer ift. ledelsesvinklen i bogen, hvad skulle det så være? 

Lotte lægger ud med at fremhæve en vigtig ”aha-oplevelse” i den forbindelse: 

»Den vigtigste ”aha-oplevelse” for mig er den stærke sammenhæng, der er mellem faglig ledelse og medarbejdernes realisering af behovet for mening. Faglig ledelse hænger også sammen med realisering af behovene for mestring, tilhør og autonomi, men jeg genkender særligt vigtigheden af ledernes bestræbelser på at få en fælles forståelse af faglig kvalitet og indfri denne i opgaveløsningen. Her er der en vigtig kobling til den forskning, som adjunkt Clara Lund laver i ledelsescenteret.«

Jan tilføjer med en bemærkning om, at mening ikke opleves ens:

»Hvis man som leder forstår betydningen af mening hos sine medarbejdere, og hvordan mening kan opleves forskelligt, får man bedre mulighed for at skabe samspillende engagement i organisationen. Det er ikke sikkert, at alle medarbejdere er lige glade for at gå i den retning, som udstikkes i organisationen. Men hvis meningen med retningen bliver tydeliggjort, og medarbejderne bliver hørt i forhold til, hvad der udfordrer dem, så kan de bedre finde deres engagement i at være med. Det handler her også om at give plads til, at man kan være meningsfuldt uenige.«
 

Mening og motivation kan ikke sættes på formel

Kan man fremme mening og motivation blandt ens medarbejdere gennem ledelse? Og hvis ja, hvordan?

Her starter Jan ved at pointere, at mening og motivation ikke kan sættes på formel: 

»Bogen viser, hvordan mening og motivation er komplekse fænomener, hvor der ikke er én bestemt formel, man kan anvende til at understøtte oplevelse af mening og motivation. Bogen giver en indsigt i, hvad mening og motivation er, og den giver nogle praksisredskaber til som leder at arbejde med at forstå, hvad mening og motivation betyder for medarbejdere.«

Og Lotte supplerer:

»Bogens empiri handler primært om, hvordan opfyldelse af behov for mening i samspil med behov for autonomi, kompetence og tilhør finder sted i forskellige organisationer og i tilknytning til ledelsesadfærd. Der er stærke sammenhænge mellem ledelse og behovsrealisering, men bogens ærinde er ikke at gå i dybden med, om det er udtryk for kausalitet. Det centrale ærinde handler om at forstå, hvad mening og motivation er, og hvordan det udspiller sig i forhold til organisation og ledelse. «
 

Hvad betyder mening og motivation egentlig?

Rigtig mange har formentlig en intuitiv fornemmelse af, hvad mening er, og de fleste har hørt sig selv sige: ”Det skal give mening”. Men kan I ikke forklare, hvad mening egentlig betyder?

Lotte lægger ud: 

»Mening handler om at forstå sammenhænge mellem ting, begivenheder og relationer. Som universitetsansat oplever jeg mening i løbet af en undervisningstime ved at se, at de studerende har gavn af læringen. Jeg kan mærke mening helt nede i maven, når jeg forbinder de studerendes erkendelser med min egen mening med livet som underviser og samfundsforsker. Det sker også fordi, at jeg har en stærk relation til mine fantastiske studerende. Her er der for mig en stærk kobling til formålet om at få relevant viden på arbejde i samfundet – på en måde, der også er til gavn for den enkelte. Det handler altså om at registrere forbindelser mellem ting, begivenheder og relationer.«

Hertil tilføjer Jan, at mening som begreb besidder tre komponenter:

»Dét at registrere forbindelser mellem ting, begivenheder og relationer hører til den kognitive (eller tænkende) side af mening. Når noget opleves meningsfuldt, som når Lotte taler om at mærke mening i maven, så handler det om den følelsesmæssige side af meningsbegrebet. Og endelig så handler mening også om det, man kalder den konative side; nemlig at der er et formål eller en større sammenhæng, man stræber efter at gøre noget i forhold til. De tre komponenter i mening er således, at man dels kan forstå sammenhænge. Dels at man kan mærke, at noget betyder noget. Og dels at man kan se et formål med tingene.«
 

Hvad får ledere ud af at læse bogen?

Hvad håber I på, at offentlige og private ledere får ud af at læse bogen?

Lottes bud lyder sådan her: 

»Jeg håber, at de bliver bedre til at lykkes med at skabe og finde mening i netop deres organisatoriske kontekst. Ledelse handler jo om at sætte retning og skabe resultater sammen med og via andre, og det lykkes især, når medarbejderne også kan se og føle meningen samt koble den til et vigtigt formål.«

Jan kommer også med sit bud, som lyder:

»Jeg tænker også, at selve dét at blive klogere på, hvad mening og motivation egentlig betyder, kan være en berigelse for lederens forståelse af sig selv og sin egen oplevede mening og motivation med at være den leder, man er. Dette kan også være en vej til, at man måske opdager, at man har lyst til at ændre på nogle ting for at blive mere sig selv i sin ledelse. «
 

Om bogen

Bogen er udgivet hos Djøf Forlag, og du kan købe den her.

Oops, an error occurred! Code: 20240630211754344fe69d