Pris for bedste Politica-artikel til Heeager og Holm

Flere penge løser ikke folkeskolens udfordringer med at dygtiggøre eleverne. Det viser Anne Heeager og Jakob Majlund Holms forskning, som har vundet prisen for årets bedste Politica-artikel i 2019.

21.10.2020 | Ingrid Marie Fossum

Adjunkt i statskundskab Jakob Majlund Holm Foto: Privat

Ved hjælp af et unikt dataset fra 40 skoler i Aarhus Kommune, som inkluderer resultater fra 13.237 børns afgangseksamener over årene 2009-2015, har Anne Heeager og Jakob Majlund Holm undersøgt effekten af økonomiske ressourcer på elevernes karakterer. Hjælper en god økonomi til at løfte elevernes faglige niveau? spørger forskerne.

Forskningen er udgivet i tidsskriftet Politica, som nu belønner forfatterne med prisen for bedste artikel i 2019.

”Det har været en spændende, men også udfordrende, problemstilling at arbejde med, og vi er derfor meget glade for og stolte over anerkendelsen. Samtidig håber vi, at artiklen kan være med til at bidrage til den politiske debat om, hvordan man bedst muligt tildeler økonomiske ressourcer til folkeskoler,” siger adjunkt i statskundskab Jakob Majlund Holm på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet.

Udover at se på sammenhængen mellem de tilførte økonomiske ressourcer og elevernes faglige niveau generelt har forskerne undersøgt, hvorvidt udsatte børn klarer sig bedre på skoler med et større budget per barn. Der er tale om økonomisk omfordeling mellem skoler i Aarhus Kommune, som ikke er øremærket særlige tiltag. Formålet med de økonomiske ressourcer var at skabe større chancelighed blandt børnene.

I begge tilfælde er konklusionen, at penge ikke spiller den store rolle. Der er ingen generel sammenhæng mellem skolernes budgetter og elevernes karakterniveau. Den væsentligste forklaringsfaktor for elevers forskellige karakterniveau er derimod elevernes socioøkonomiske baggrund, som tilførslen af ekstra økonomiske midler til skolen ikke gør noget ved.

Forskerne selv er overraskede over den manglende sammenhæng:

”[…] det er iøjefaldende, at vi med de store forskelle i den økonomiske tildeling, der er i Aarhus Kommune, ikke har kunnet finde blot en svag positiv effekt af de ekstra økonomiske midler, der tildeles skoler med udsatte børn,” skriver forskerne i artiklen.

Forskerne håber, at deres resultater kan være et bidrag i debatten om, hvordan man får mest valuta for pengene i folkeskolen, samt at være et led på vej til yderligere forskning på området.

Yderligere info:

Priser