Nicholas Haas vinder pris for bedste artikel

Adjunkt i statskundskab Nicholas Haas har skrevet den bedste artikel i kategorien ’repræsentation og valgsystemer’ og hædres af American Political Science Association med en Lawrence Longley Award. Artiklen er publiceret i det førende politologiske tidsskrift American Political Science Review.

Nicholas Haas
Nicholas Haas Foto: AU

Hvad er effekten af politisk særbehandling? Undergraver eller fremmer den udviklingen i samfundet, og hvem kommer særbehandlingen til gavn? Sådan spørger Nicholas Haas i sin prisvindende artikel, som er udgivet i American Political Science Review og skrevet i samarbejde med Saad Gulzar (Stanford University) og Benjamin Pasquale. American Political Science Association hædrer forfatterne med Lawrence Longley Award for den bedste artikel i kategorien ‘repræsentation og valgsystemer’ i 2020.

”Jeg er meget beæret over at modtage denne pris for mit arbejde med Saad Gulzar og Benjamin Pasquale. I denne artikel satte vi os for at besvare, hvad vi synes er et vigtig spørgsmål: Hvad er den økonomiske effekt af politisk særbehandling? Vi når frem til, at politisk særbehandling kan omfordele magt uden at blive en barriere for den overordnede udvikling i samfundet. Vi er meget taknemlige for, at vores arbejde har givet genklang hos et så stort publikum, og for denne anerkendelse,” udtaler Nicholas Haas om at modtage prisen.

Forskningen er den første systematiske analyse af effekten af politisk særbehandling. I forskningsprojektet bestod særbehandlingen i, at formandskabet og mindst halvdelen af pladserne i et landsbyråd skulle besættes af folk fra udsatte eller marginaliserede grupper. Ved hjælp af data om 100 millioner indere i 217.000 landsbyer konkluderer forskerne, at politisk særbehandling har den ønskede effekt: Politisk særbehandling giver store gevinster for målrettede minoriteter, uden at det bliver på bekostning af andre minoriteter. Udviklingen i samfundet – målt som effektiv gennemførelse af sociale velfærdsordninger, som sikrede arbejde til alle husstande – lider heller ikke herunder, hvilket skeptikere har frygtet, da de mener, magten vil gå til mindre kompetente mennesker.

I modsætning til skeptikernes forventninger tyder resultaterne fra Nicholas Haas’ forskning altså på, at politisk særbehandling kan omfordele både politisk og økonomisk magt uden at hæmme den overordnede udvikling i samfundet.

Oops, an error occurred! Code: 2024120208510424ca7dbd