Mindeord: Niels Christian Sidenius
Mindeord for Niels Christian Sidenius (1948-2026). Skrevet af Jørgen Elklit og Jørgen Dige Petersen.
Niels Chr. er død. Det føles uendelig trist at skrive – og så samtidig vide, at hans navn ikke længere siger de fleste af instituttets ansatte noget. Til gengæld siger navnet – og erindringen om personen og mennesket Niels Chr. – os andre så meget mere.
Niels Chr. kom til Aarhus helt fra Stege for at læse samfundsfag. Det var i 1969, hvor studiet af samfundets magtstrukturer, determineret af det kapitalistiske system, for en del af de studerende gerne måtte resultere i klare anvisninger på, hvordan tingene kunne og burde forbedres.
Hovedfaget blev i 1977 kombineret med en bifagseksamen i historie, og han blev så ansat som amanuensisvikar i ”politiske sagområder”, tidens fordanskede betegnelse for policy studies. Hans faglige kompetence og gode humør gjorde ham hurtigt til en afholdt kollega i afdelingen, hvor andre kolleger på den tid blandt andet var H.P. Clausen, Nikolaj Petersen, Svend Auken og Jacob Buksti.
Niels Chr. blev lektor i 1984, og han engagerede sig uden diskussion i de administrative opgaver, der dengang var en integreret del af mange yngre universitetslæreres arbejdsopgaver (studienævn, fagråd, institutbestyrer). Han engagerede sig også i arbejdet med at udvikle Politicas position, hvor hans ordenssans – nogle ville sige pertentlighed – og effektivitet virkelig kom til sin ret.
Han skrev måske ikke så meget selv, men det blev der så rigeligt kompenseret for i løsningen af andre opgaver i undervisning og administration, lokalt kulminerende i perioden som institutbestyrer (1989-90). På det tidspunkt var han allerede på vej op i de højere administrative sfærer, først som dekan i flere perioder (1990-2002) og derefter som universitetets rektor (2002-05).
Niels Chr. fastholdt dog hele tiden jordforbindelsen og kontakten til instituttet (fortsat deltagelse i Politicas redaktion og ikke mindst i sportslige og sociale sammenhænge af forskellig art). Det fortsatte også i årene efter rektortiden, hvor han havde en række ledende poster, blandt andet i nogle af selskaberne under universitetets forskningsfond.
Niels Chr. var en rigtig god kollega, stærkt optaget af at bidrage til udviklingen af først instituttet, senere fakultetet og til sidst hele universitetet til stærkere og stærkere faglige organisationer. Han var også – helt fra begyndelsen – et selskabsmenneske, som værdsatte livets forskellige glæder i samvær med gode venner og kolleger, ikke mindst kortspil og fodbold. Men man kunne også ofte møde ham, når der var klassisk musik på programmet i Musikhuset. Skulderproblemer stoppede hans badmintonkarriere, men så begyndte han bare at cykle sammen med en gruppe glade ældre cykelentusiaster, dels på landevejene omkring Aarhus, dels flere gange i udlandet. Og hertil kom i pensionisttiden en engageret indsats i Trøjborg Fællesråd
Han var også – når rejser og andet ellers tillod det – en trofast deltager i instituttets emeriti-frokoster, senest ganske kort før et rigt og engageret liv tog slut, få dage før han ville være fyldt 78.
Æret være hans minde!
Jørgen Elklit og Jørgen Dige Petersen