Nyhed

Navne

Kristina Bakkær Simonsen er optaget i Det Unge Akademi

Lektor i statskundskab Kristina Bakkær Simonsen er nyt medlem af Det Unge Akademi – en enhed under Videnskabernes Selskab – for unge talentfulde forskere i Danmark.

Kristina Bakkær Simonsen
Lektor i statskundskab Kristina Bakkær Simonsen er nyt medlem af Det Unge Akademi. Foto: AU

”Jeg har fulgt Det Unge Akademi i noget tid og synes, det gør en virkelig god indsats i forhold til at forme vigtige dagsordner om unge forskeres vilkår og forskningens plads i samfundet mere generelt. Jeg glæder mig meget til at være en del af det arbejde og til at indgå i et tværfagligt fællesskab af unge forskere,” siger Kristina Bakkær Simonsen om at optages som nyt medlem af Det Unge Akademi.

Det Unge Akademi (DUA) er en enhed under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab med et formål om at ’støtte unge forskere i deres akademiske udvikling og karriere’ samt ’styrke grundforskning og den tværfaglige udveksling og bygge bro mellem videnskab og samfund’.

Det videnskabelige akademi inkluderer unge talentfulde forskere fra forskellige fagligheder, og ud over Kristina Bakkær Simonsen er syv andre forskere blevet optaget i år. Som medlem af Det Unge Akademi får de dygtige unge forskere en stemme i offentligheden, og det er lige i Kristina Bakkær Simonsens ånd. Helt konkret har hun disse ting på sin dagsorden:

”Jeg mener, man som forsker er forpligtet til at bidrage med sin viden til oplysning og debat på sine kerneområder. Det er samtidig en svær opgave – ikke mindst på politiserede områder som indvandring og integration. Jeg håber at kunne bidrage til at starte en samtale om, hvordan medier, politikere, borgere og forskere kan engagere sig i (endnu) bedre dialog, så forskningen bringes i spil og gøres tilgængelig for mange,” siger Kristina Bakkær Simonsen til Det Unge Akademi.

En anden af hendes mærkesager går på ligestilling og diversitet:

”Som ung forsker har jeg set mange af mine kvindelige kolleger ”falde fra” på vejen op gennem det akademiske ansættelseshierarki, mens mange af mine mandlige kolleger er fulgtes videre med mig. Jeg håber gennem DUA at kunne bidrage til en mere konstruktiv og løsningsorienteret tilgang til spørgsmålet om, hvordan vi skaber de bedste rammer for at forskellige typer forskere kan se sig selv i forskningsverden,” siger Kristina Bakkær Simonsen til Det Unge Akademi.

Når det er sagt, glæder hun sig over kollegaerne ved Institut for Statskundskab, som altid inspirerer og udfordrer:

”Jeg sætter pris på den intellektuelle udfordring, der er indbygget i det akademiske arbejde, og som hele tiden skubber mig fremad. Og så er det inspirerende at have kloge hoveder til kolleger og følge med i (og blive udfordret af), hvad der rykker sig på deres områder.”

Oops, an error occurred! Code: 20210921225054714e27aa