Kriser vælter ikke gamle demokratier

Er gamle demokratier i fare for at bryde sammen i dagens samfund? Nej, siger Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning. Gamle demokratier i Vesten skal nok klare sig. Også gennem kriser, som den vi står i lige nu med corona-virus. Vi har nemlig vænnet os så meget til demokrati som styreform, at vi reelt ikke kan forestille os alternativer. Situationen er dog anderledes i nye demokratier med forholdsvis svage civilsamfund og politiske partier.

17.04.2020 | Ingrid Marie Fossum

Christiansborg

Vi skal ikke forvente, at corona-krisen fører til demokratisk sammenbrud i lande som Danmark, som har et stærkt foreningslandskab og lang tids erfaring med velfungerende folkestyre. Foto: Colourbox

Immigrationspres forårsaget af fattigdom og konflikt, masseprotester og voldelige optøjer i Frankrig og Catalonien, populisme og nationalisme med vind i sejlene, demokratisk tilbagegang i Indien, Ungarn, Polen, Tyrkiet og Venezuela og så naturligvis den seneste corona-pandemi. Eksemplerne er mange på, at verden står midt i en krisetid. Derfor har det i de seneste 10-15 år været populært at trække paralleller til tiden mellem de to verdenskrige (1918-1939), som var karakteriseret af voldsomme kriser og mange demokratiske sammenbrud. På den baggrund har nogle frygtet og andre endog postuleret, at de nye kriser vil kunne underminere vore dages demokratier.  

Sammenligningen med mellemkrigstiden giver også god mening for Aarhus BSS-forskerne Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning fra Institut for Statskundskab. Ifølge dem er det specielle imidlertid ikke, at mange demokratier brød sammen i perioden mellem første og anden verdenskrig. For det gjorde mange af de nye skrøbelige demokratier i Europa og Latinamerika rigtignok i den periode. Det er faktisk mere interessant, at der var mange demokratier, som overlevede mellemkrigstidens store og meget voldsomme kriser.

Det kan vi lære noget af, mener Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning, professorer i statskundskab. De står sammen med Agnes Cornell (tidligere adjunkt i Aarhus og nu lektor ved Göteborg Universitet) bag bogen “Democratic Stability in an Age of Crisis”, som netop er udkommet på Oxford University Press.

Bogens hovedspørgsmål er: Hvad gjorde det muligt for mellemkrigstidens demokratier at overleve en krisetid? Ved hjælp af statistiske analyser af alle lande, som var demokratiske på noget tidspunkt i mellemkrigstiden, kombineret med casestudier af Danmark, England, Frankrig og Uruguay finder forskerne to gensidigt forbundne faktorer, der var afgørende for demokratisk stabilitet.

Den ene var demokratisk arv forstået som erfaring med meningsfuld konkurrence om regeringsmagten gennem valg før mellemkrigstiden. I de gamle demokratier havde både eliten og befolkningen lært at håndtere demokratiet og sætte pris på det, før kriserne hobede sig op. Det betød, at den almene borger i mindre grad efterspurgte en stærk mand eller andre udemokratiske alternativer til at løse problemerne, når krisen kom. Desuden anerkendte de politiske eliter hinandens ret til at kæmpe om den politiske magt gennem fredelige midler som valg, fredelig organisering og argumentation, og de samarbejdede om at opretholde systemet, når det kom under pres.

Den anden udslagsgivende faktor var kombinationen af velfungerende og rodfæstede partier og et livligt og gennemorganiseret civilsamfund. Et stærk organisationslandskab, som bogens forfattere kalder fænomenet, var med til at kanalisere og lægge en dæmper på frustrationen hos befolkningen under kriser, da det fungerede som et mellemled mellem befolkning og politiske beslutningstagere og skabte et grundlag for effektiv regeringsførelse.

”I vore dage er det de samme faktorer, der gør sig gældende i de gamle demokratier. Faktisk er vi blevet endnu mere vænnet til demokrati som styreform. Det ser vi senest i forbindelse med corona-krisen, hvor partierne står sammen om kriselovgivning, og de bakkes op af betydningsfulde aktører i civilsamfundet såsom arbejdsmarkedets parter,” siger Svend-Erik Skaaning.

Og hvad skulle alternativet til demokrati være? En enerådende diktator?

”Nærmest ingen steder ser vi bevæbnede militser og totalitære massebevægelser marchere gennem gaderne som i mellemkrigstiden. Selvom befolkningen bliver frustreret under kriser og en del stemmer på populistiske partier, så bryder demokratierne ikke sammen,” siger Jørgen Møller og fortsætter:

”Populistiske partier i dag er jo meget mere demokratisk orienteret – og de er ofte med til at give ellers oversete grupper en politisk stemme – end de var i mellemkrigstiden, hvor de var åbent antidemokratiske.”

”På baggrund af vores forskning forventer vi derfor ikke, at nutidens krisetendenser – herunder corona-krisen – fører til demokratiske sammenbrud i lande med et stærkt foreningslandskab og lang tids erfaring med velfungerende folkestyre, mens lande uden disse forudsætninger er mere udsatte,” slutter Jørgen Møller.

Yderligere info:

Forskningsnyhed