”Hvem er du leder for”? Ph.d.-afhandling stiller skarp på køn, personlighed og ledelse

Den 29. januar forsvarede Trine Høj Fjendbo sin ph.d.-afhandling med titlen: ”Who do you Lead? The Importance of Employee Gender and Traits in a Leadership Context”. Afhandlingen bidrager med fornyet viden om køn og personlighedstræk samt, hvordan disse forhold knytter sig til ledelse.

Foto: Tim Mossholder, Unsplash

Ph.d.-afhandlingen bygger hovedsageligt på undersøgelser foretaget på gymnasieområdet. Resultaterne viser, at det har betydning, hvem medarbejderen er, for dennes ledelsesopfattelse, motivation og ledelsespræferencer. Afhandlingen indikerer dog også, at det er vigtigt at skelne mellem køn og personlighedstræk i en ledelseskontekst.

 

Det er vigtigt at skelne mellem køn og personlighed

Den eksisterende forskning peger på, at mænd og kvinder har en tendens til at adskille sig i forhold til samhørige og egenrådige personlighedstræk. Og hvad vil det så sige?

Kvinder er i gennemsnit mere samhørige end mænd. Dette indebærer en tendens til at være mere hjælpsom, sympatisk og omsorgsfuld.

Mænd er i gennemsnit mere egenrådige. Dette indebærer en tendens til at være mere selvsikker, kontrollerende og konkurrenceorienteret.

Det er dog vigtigt at forstå, at alle mænd ikke er mere egenrådige end alle kvinder. På samme vis er alle kvinder ikke mere samhørige end alle mænd. Medarbejderens køn giver altså kun et upræcist tegn om medarbejderens personlighed.

Afhandlingen indikerer at personlighed er vigtigere end køn. Her udtaler Trine Høj Fjendbo:

”Resultaterne fra min afhandling tyder på, at hverken lederens eller medarbejdernes køn har betydning for lederpræferencer. Medarbejderne er blevet bedt om at vælge mellem ledere, der adskiller sig på forskellige parametre. Her har lederens køn ingen betydning for, hvilken leder medarbejderne foretrækker.

Det har lederens personlighedstræk derimod - altså fx hvor omsorgsfuld eller konkurrenceorienteret lederen er. Dette er en god nyhed for ledere. Dette er netop træk, de selv har indflydelse på og kan justere i forhold til deres medarbejdere. Særligt medarbejdere, der ser sig selv som omsorgsfulde, foretrækker en leder, der er omsorgsfuld. Medarbejdernes køn har derimod ingen betydning for deres lederpræferencer.”

 

Ledelsesadfærd og motivation

Afhandlingens resultater tyder på, at køn og personlighedstræk i visse tilfælde faktisk har betydning for, hvilken type af ledelse medarbejderne foretrækker.

En form for ledelse er transaktionsledelse. Denne ledelsesform fokuserer på udvekslinger mellem leder og medarbejdere. Afhandlingen undersøger brugen af belønninger, hvor der skelnes mellem to former. På den ene side er der materielle belønninger som fx løntillæg. På den anden side er der lederens verbale anerkendelse af medarbejdernes indsatser og/eller resultater. Og netop ift. de materielle belønninger ser køn og personlighedstræk ud til at have en betydning.

Afhandlingen viser, at medarbejderens køn har betydning for sammenhængen mellem pengemæssige belønninger og motivation. Jo mere ledere bruger pengemæssige belønninger, jo mindre motiverede er deres kvindelige medarbejdere. Der ser derimod ikke ud til at være en sammenhæng mellem pengemæssige belønninger og mandlige medarbejderes motivation.

”Det tyder ikke på, at pengemæssige belønninger er et motiverede værktøj på de danske gymnasier - hverken for kvindelige eller mandlige medarbejdere. Jeg finder dog, at medarbejdernes egenrådige personlighedstræk har en positiv betydning for præferencen for pengemæssige belønninger”, udtaler Trine Høj Fjendbo.

 

Take-away-pointer for de offentlige ledere 

”Afhandlingen giver viden om, hvilken rolle personlige karakteristika som fx køn og personlighedstræk spiller, når vi snakker om ledelse. Implikationen er ikke nødvendigvis, at offentlige ledere skal handle forskelligt over for forskellige medarbejdere. Men afhandlingen giver et vigtigt input til offentlige lederes forståelse af, hvordan deres ledelse kan påvirke forskellige medarbejderes motivation. En central pointe er vigtigheden af at overveje medarbejderes og lederes karakteristika. Lederes personlighed kan have betydning for, hvilke medarbejdere der bliver tiltrukket til organisationen og har lyst til at arbejde der. Hvorimod medarbejdernes egne personlighedstræk har betydning for, hvilken leder de vil foretrække at arbejder under. Ligesom medarbejdernes køn har betydning for, hvilken ledelse der synes at motivere dem. At have motiverede medarbejdere i offentlige organisationer er nemlig vigtigt. Dels er det ønskværdigt i sig selv at have en arbejdsplads fyldt med motiverede ansatte. Og dels er motiverede medarbejdere et vigtigt skridt på vejen mod at skabe resultater i den offentlige sektor”, udtaler Trine Høj Fjendbo.

Du kan finde hele ph.d.-afhandlingen her.

Oops, an error occurred! Code: 20240519093257117abd1b