Er du og dine lederkollegaer gode naboer? Nyt studie om ledelsesteams peger på, at det betyder noget
Offentlige ledere befinder sig ikke på øde øer. Tværtimod arbejder ledere ofte sammen med andre ledere i teams. I en ny artikel stiller forfatterne skarpt på disse ledelsesteams. Det handler nærmere bestemt om, hvordan det interne miljø i teamet hænger sammen med lederens egen jobtilfredshed, og hvor meget visionsledelse, de udøver - ifølge både dem selv og deres medarbejdere.

En ny artikel fra forskere ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse vender fokus væk fra den individuelle leder og hen imod ledelsesteams. På baggrund af spørgeskemadata fra 101 kommunale ledere og 1.138 af deres medarbejdere i en dansk kommune undersøger forfatterne, hvordan den interne dynamik i ledelsesteams hænger sammen med ledelsesadfærden og de enkelte lederes jobtilfredshed. Professor Christian Bøtcher Jacobsen, en af artiklens forfattere, udtaler:
“Offentlige ledere arbejder sjældent alene. De er en del af teams, der deler ansvar, træffer beslutninger sammen og former organisationens retning i fællesskab. Men den måde, som de her teams fungerer på, har fået overraskende lidt opmærksomhed. Det vil vi gerne ændre på.“
Eksempler på ledelsesteams (klik for at udvide)
I artiklen giver forfatterne eksempler på ledelsesteams, som de kommunale ledere i datasættet ser sig selv som en del af. Et eksempel er en folkeskole, hvor ledelsesteamet udgøres af:
- Skolelederen
- Flere pædagogiske ledere
- En administrativ leder
Et andet eksempel er i den del af kommunen, som står for kommunens sociale indsats. Her består ét ledelsesteam fx af:
- En direktør
- Fire ledere med forskellige faglige ansvarsområder
Fokus på det interne miljø i ledelsesteamet
I artiklen fokuserer forfatterne på det interne miljø i ledelsesteamet. Det består af tre elementer. For at have et godt internt miljø i ledelsesteamet skal medlemmerne af teamet for det første opleve at have et fælles formål. For det andet skal der være social støtte blandt medlemmerne af teamet. Og for det tredje skal der være en oplevelse af indflydelse på teamets arbejde. Caroline Howard Grøn, der under studiets udarbejdelse var lektor ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, udtaler:
“Tidligere forskning peger på, at alle tre elementer er relevante, men i vores undersøgelse fokuserer vi kun på oplevelsen af et fælles formål. Vi argumenterer for, at når ledere oplever en følelse af retning og et fælles formål i deres team, kan det støtte deres ledelsesadfærd og deres følelse af mening i arbejdet.”
Resultaterne peger i flere retninger
Generelt set oplevede ledere, der vurderede, at deres team havde et stærkt fælles formål, at de selv udøvede mere visionsledelse (sammenlignet med ledere, der ikke vurderede, at deres teamet havde et stærkt fælles formål). Medarbejdernes opfattelse af den udøvede visionsledelse var dog ikke knyttet til deres egen leders vurdering af teamets formål, men i stedet til det samlede teams fælles formål - altså hvorvidt alle medlemmer af teamet og ikke kun medarbejdernes egen leder oplevede det fælles formål i teamet. Caroline Howard Grøn forklarer, hvorfor dette kan være tilfældet:
“Det tyder på, at lederskab, som det opleves af medarbejderne, kan være formet af den bredere kontekst, som deres leder opererer i. Det handler ikke kun om individuelle intentioner, men også om den konsistens og støtte, der kommer fra hele teamet.”
Med hensyn til jobtilfredshed rapporterede ledere, der oplevede en stærk følelse af fælles formål i deres team, også højere jobtilfredshed. Christian Bøtcher Jacobsen forklarer, hvad dette kan skyldes:
“Ledere har, ligesom medarbejdere, gavn af at føle sig kompetente og forbundne med andre. Når man oplever, at ens ledelsesteam har et fælles formål, så kan det understøtte den følelse og dermed jobtilfredsheden. Det er interessant, både fordi lederens jobtilfredshed er vigtigt i sig selv, og fordi andre studier peger på, at jobtilfredshed hænger positivt sammen med resultater.“
Ledelsesteams kan se ud på mange måder
Artiklen fremhæver også, hvordan ledelsesteams er meget forskellige - i størrelse, sammensætning og struktur. Nogle teams har overlappende roller og ansvarsområder, mens andre har klart afgrænsede opgaver. Disse forskelle kan påvirke, hvordan det interne miljø i teamet opleves – og i sidste ende hvor godt teamet fungerer. Christian Bøtcher Jacobsen forklarer:
“Det er vigtigt at huske, at alle teams fungerer på forskellige måder. Nogle har fx ledere på samme niveau, mens andre består af ledere fra forskellige lag i organisationen. Og så løser ledelsesteams vidt forskellige typer af opgaver. Sikker viden om, hvorvidt og hvordan de her ting påvirker oplevelsen af teamets interne miljø, kræver dog mere forskning.”
Bag om studiet
- Studiet er udgivet i det internationale tidsskrift Public Management Review. Du kan tilgå det her.
- Resultaterne bygger på spørgeskemabesvarelser indsamlet i 2019 fra en dansk kommune. Besvarelserne tæller 101 ledere i ledelsesteams og deres 1.138 medarbejdere.
- Forfatterne bag artiklen er:
- Caroline Howard Grøn, tidl. lektor ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og nu teamleder for dagtilbudsteamet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
- Christian Bøtcher Jacobsen, professor ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse