Doktorgrad i filosofi til Gorm Harste

Lektor emeritus i statskundskab Gorm Harste kan nu også kalde sig doktor i filosofi. Hans doktorafhandling med titlen The Habermas – Luhmann Debate, udgivet på Columbia University Press, blev forsvaret fredag 14. april.

Gorm Harste Foto: IFSK
Gorm Harste efter det veloverståede doktorforsvar. Foto: IFSK
Gorm Harste Foto: IFSK
Gorm Harste under doktorforsvaret Foto: IFSK
Gorm Harste og bedømmelsesudvalget Foto: IFSK
Gorm Harste og bedømmelsesudvalget Foto: IFSK

Fredag 14. april 2023 var der disputatsforsvar for Gorm Harste, som nu også kan kalde sig doktor i filosofi. Han får doktorgraden på baggrund af sin afhandling The Habermas – Luhmann Debate, som er udgivet på Columbia University Press. Dette er Gorm Harstes anden doktorgrad, da han i forvejen har en doktorgrad i statskundskab.

”Min doktorafhandling i statskundskab var en kritik af krigens fornuft, og den nye afhandling en kritik af fredens fornuft, begrænsninger og muligheder. De brændende spørgsmål om krig og fred kræver grundforskning,” siger Gorm Harste. På den måde komplementer de to afhandlinger hinanden.

Med sin doktorafhandling vil Gorm Harste vise, hvad vi kan lære af den tyske samfundsfilosofiske debat efter 1945. Efter krigen skulle Tyskland finde måder at løse konflikter og skabe et samarbejde mellem demokrater og arvtagere af nazismen. Habermas og Luhmann var vigtige stemmer i diskussionen om fredsskabelse.

Emnet er relevant for konflikter i verden i dag, for eksempel mellem demokrater og republikanere i USA; Rusland og Ukraine; Brexit i Storbritannien; EU og europæisk fremtid samt mellem katolikker og protestanter i Nordirland.

Disputatsforsvaret blev afholdt på fakultetet Arts, Aarhus Universitet med et stort fremmøde. Bedømmelsesudvalget bestod af:

  • Professor i filosofi og latinstudier, Eduardo Mendieta, Penn State University, College of the Liberal Arts – første opponent
  • Professor i jura, Chris Thornhill, School of Social Sciences, University of Manchester – anden opponent
  • Professor, dr. Lars Albinus, Institut for Kultur og Samfund, Afdeling for Religionsvidenskab – formand for komiteen

Gorm Harstes CV

Gorm Harste er født i 1955, gift med Bernadette Dubois og har to voksne børn.

Han har opnået Diplôme des Etudes Européennes fra Université de Louvain-la-Neuve i Belgien, en kandidatgrad i filosofi såvel som en kandidatgrad i statskundskab fra Aarhus Universitet.

Han har en doktorgrad i statskundskab fra Københavns Universitet fra 2016 og nu også en doktorgrad i filosofi fra Aarhus Universitet fra 2023.

Han har haft stillinger på Aalborg Universitet og Odense Universitet (nu Syddansk Universitet). I 1996 blev han lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han stadig er tilknyttet som lektor emeritus.

Ved siden af sin forskning har Gorm Harste haft forskellige andre tillidshverv såsom medlem af Naturrådet og FN’s Council on Conditions for Social Progress i perioden 1996-2001, vicepræsident for Research Network on Social Theory knyttet til European Sociological Association i 2011, medlem af styregruppen for forskningscentret LUMEN ved Aarhus Universitet samt studieleder ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet i perioden 2003-2005.

Gorm Harste har skrevet og redigeret en lang række artikler, bogkapitler og bøger herunder Habermas, Kritik af krigens fornuft, Systemteoretiske analyser: At anvende Luhmann og Tænkepausen Krig.


Læs mere om Gorm Harste og hans forskning på hans PURE-profil:

Oops, an error occurred! Code: 202404281928104da5d754