Bogomtale: Livet i Magtens Rugekasse

15 forskere (og samtidigt tidligere studerende) fra fem generationer fortæller om deres gang på Institut for Statskundskab i Aarhus. Beretningerne spænder fra statskundskabsstudiets spæde start i 1958 og frem til nu. Det er historien om et succesfuldt studium og et institut i verdensklasse, hvor en del er blevet hængende hele livet fra studerende til professor emeritus.

17.11.2020 | Ingrid Marie Fossum

I 1958 ved statskundskabsstudiets begyndelse mødte otte ’vildfarne og eventyrlystne’ studerende op. Deriblandt var Mogens N. Pedersen og Curt Sørensen, som bidrager til den nye bog ”Livet i Magtens Rugekasse”, der handler om livet som studerende, forskere og undervisere på Instituttet tilbage fra 1958 og frem til i dag.

”At der ikke fandtes et institut og heller ingen professorer i faget, var ingen hindring, for man kunne jo bare kaste sig over de juridiske og økonomiske fag, som kunne være udfordrende nok,” skriver Mogens N. Pedersen om sin studiestart.

”Ingen anede rigtigt, hvad studiet var for noget, langt mindre hvad det ville udvikle sig til,” supplerer redaktør Poul Erik Mouritzen i bogens forord.

Et år senere blev der ansat to professorer ved det nye institut. Siden er det vokset enormt.

”På Instituttet har man bygget en meget stærk historie op om ’the founding fathers’: Poul Meyer, Erik Rasmussen og Erling Bjøl, som har spillet store roller i statskundskabens tilblivelse. Det var fra Erik Rasmussens lærebog i komparativ politik, der blev brugt i 20-25 år, vi fik vores grundopdragelse,” siger Poul Erik Mouritzen.

I dag huser instituttet 74 fastansatte og 113 midlertidigt ansatte (herunder adjunkter, postdocs og ph.d.-studerende) videnskabelige medarbejdere. Det er så mange, at man ikke kan navnene på alle kollegaerne og eller deres forskningsområder.

”Der er sket store forandringer på Instituttet de sidste par årtier. Først og fremmest er antallet af medarbejdere steget eksplosivt, hvilket blandt andet skyldes den større andel af konkurrenceudsatte forskningsmidler og tilhørende incitamentsstruktur,” skriver Tonny Brems Knudsen.

De mange medarbejdere skyldes i stor grad, at Instituttets forskere er lykkedes så godt med et trække store, eksterne bevillinger hjem. Det er en succeshistorie.

Ligeledes er det en succes, at Instituttet nyligt er kåret til verdens bedste forskningsinstitution inden for feltet offentlig forvaltning.

”Det var sjovt nok var den afdeling, som der blev set lidt skævt til på Instituttet, dengang da jeg startede der. Den var da ledet af Poul Meyer,” fortæller Poul Erik Mouritzen.

Instituttet ligger også som nummer tre i Europa inden for statskundskab mere generelt. Dog dvæler bogens bidragsydere ikke længe ved disse successer, for tanken er ifølge Poul Erik Mouritzen ikke, at den skal være et festskrift. I stedet fyldes siderne med observationer om udviklingen i studierne, studenterlivet, magt og ledelse, rekruttering og incitamentssystemer, krydret med minder fra sjove julefrokoster, konferenceoplevelser og anekdoter om forelæserne, fra dengang bidragsyderne var studerende. 

”Jeg håber, at bogen kan vække minder og erindringer frem fra læsernes egen studietid, og at de kan genopleve deres egen studietid. Hvem læste jeg sammen med? Hvem læste jeg til den eksamen med? Jeg har prøvet den af på en af mine venner, og han fik denne oplevelse, nemlig at reflektere over, hvordan det egentlig var den gang, da han var ung,” siger Poul Erik Mouritzen.

At tiden var en anden den gang, det hele begyndte, ser man tydelig på bidragsydernes beskrivelser fra professorvældet. Jørgen Møller fremhæver nogle særligt sjove episoder fra bogen:

”Man kan godt mærke, der var lidt mere gods i professortitlen, dengang de første professorer slog deres folder på Instituttet. Mogens N. Pedersen citerer Poul Meyer for følgende guldkorn: ’Vi søger efter hensigtsmæssige begreber – dvs. nogle jeg finder hensigtsmæssige, for en må jo have det sidste ord’ – og beskriver, hvordan samme Poul Meyer havde stoppet ventilationskanalen på sit kontor med nogle lange underbukser for at sikre sig, at cigarrøgen blev hængende.

Hans-Henrik Holm beretter, hvordan Erling Bjøl i august 1976 umiddelbart før semesterstart dekreterede, at han som nyansat adjunktvikar skulle undervise i ’systemteori og international politik’ – et emne, han dårlig vidste, hvad var.

Georg Sørensen fortæller følgende om et af sine første afdelingsmøder året efter: ’Det var en fuldkommen surrealistisk oplevelse. Medlemmerne sad som lydige skoledrenge, mens Bjøl udlagde teksten. Døren gik op, og Birgit Kanstrup stak hovedet ind: ’Ambassadør Seidenfaden i telefonen til Professor Bjøl’. Han forsvandt ud ad døren, og forsamlingen gik straks i brasiliansk karnevalsmode, pludrede og grinede, indtil Bjøl kom tilbage, hvorefter de lydige skoledrenge indfandt sig igen på et splitsekund.’”

Selv minder Jørgen Møller i sit bidrag om, at viden er flygtig, og at man hele tiden bliver klogere. ’Nyere forskning er normalt ældre overlegen’, som han skriver med et lån fra Max Weber, og et gennemgående kendetegn ved statskundskaben er, at nye studier sætter spørgsmålstegn ved tidligere konklusioner.

”Det er derfor vigtigt, at de seneste årtiers forskningssucces (for det er det!) ikke stiger os til hovedet. Vi ved mere, end vi gjorde tidligere, og det er jo i sig selv en kæmpe præstation; men vi kan være forvissede om, at fremtidig forskning vil vise, at vi alligevel var galt afmarcherede på mange punkter, måske endda de fleste. Vi må acceptere, at videnskabelig visen altid er foreløbig,” skriver Jørgen Møller.

Mens videnskaben er flygtig, består minderne om det gode studieliv.

”For mig er de venskaber, der blev grundlagt helt tilbage i studietiden, det bedste ved det levede liv i Magtens Rugekasse,” skriver Gitte Sommer Harrits. Hun er en af bidragsyderne, som efter både studier og fast ansættelse på Instituttet, endda som studieleder i en årrække, har skiftet de gule mure ud med et job som prorektor på VIA.

Anderledes er det for Anne Skorkjær Binderkrantz, også fast ansat og tidligere studieleder. Hun er en af de mange, der er blevet hængende. Hun er begejstret for sin arbejdsplads og omtaler den som ’omtrent den bedste ramme for forskning og uddannelse, man kan forestille sig,’ men:

”Samtidig er det altså med en vis forlegenhed, at man må fortælle udenlandske kollegaer, at man faktisk kun har haft én arbejdsplads – og ovenikøbet præcis den, hvor man også tog sin uddannelse,” skriver hun.

Bogen er helt sikkert en læseværdig oplevelse, især hvis man kender nogle af de mange bidragydere og de andre kollegaer, der bliver omtalt i bogen. Målgruppen er nuværende og tidligere studerende og ansatte, men enhver, der er interesseret i universitetshistorie og gode personhistorier, kan glæde sig til at læse den. Kapitlerne er spækket med interessante bud på, hvad god statskundskab er, camoufleret af en passende mængde selvironi – og en række sjove anekdoter.

De 15 forskere, der deler ud af deres liv i Magtens Rugekasse, er Mogens N. Pedersen, Curt Sørensen, Erik Christensen, Ole P. Kristensen, Jørn Loftager, Hans-Henrik Holm, Poul Erik Mouritzen, Georg Sørensen, Erik Albæk, Jens Blom-Hansen, Tonny Brems Knudsen, Anne Mette Kjær, Gitte Sommer Harrits, Anne Skorkjær Binderkrantz og Jørgen Møller.

Samfund og politik