Bedst i verden

Institut for Statskundskab på Aarhus BSS er bedst i verden inden for offentlig forvaltning. Det viser den nyligt offentliggjorte Shanghai-ranking, som desuden rangerer instituttet som nummer tre i Europa inden for political science.

Institut for Statskundskab set fra Universitetsparken
Foto: Aarhus BSS Kommunikation & Eksterne relationer

Institut for Statskundskab på Aarhus BSS kan nu smykke sig med titlen som den bedste forskningsinstitution i verden inden for feltet offentlig forvaltning (public administration). Det viser den nyligt offentliggjorte Shanghai-ranking.

”Vi har længe ligget højt, men det er da aldeles fornemt at være bedst i verden. Det er da også et område, hvor vi har satset gennem de senere år. Vi satser benhårdt på kvalitet, og denne fine placering er resultatet af mange års arbejde på at sikre forskning og uddannelse på et meget højt niveau,” siger en stolt institutleder Peter Munk Christiansen. ”På listen for Statskundskab er vi nr. 16 i verden og nr. 3 i Europa. Det synes jeg også, at vi kan flage med,” tilføjer han.

For statskundskab (political science) generelt ligger Aarhus Universitet igen i år som nummer tre i Europa, kun overgået af London School of Economics and Political Science og Oxford University. På verdensplan indebærer det en 16. plads for instituttet, hvilket er tre pladser op ift. 2018-rankingen. Første- og andenpladsen indtages af henholdsvis Harvard University og Stanford University.

”Det er utrolig flot, at vi opnår så fornem en placering og rangeres som bedst inden for offentlig forvaltningsforskning,” siger afdelingsformand for offentlig forvaltning og ledelse, Vibeke Lehmann Nielsen. Hun fremhæver et godt forskningsmiljø og internationale samarbejder som årsager til, at afdelingen klarer sig så godt.

Forskningsinstitutionerne er blevet målt på forskningsproduktivitet, forskningskvalitet, grad af internationalt samarbejde, og hvorvidt ens forskning er af ypperste kvalitet og opnår høj akademisk anerkendelse.

  • Link til Shanghai-ranking for statskundskab (political science)
  • Link til Shanghai-ranking for offentlig forvaltning (public administration)
Oops, an error occurred! Code: 20241121114329d36ccaf5