Gæsteforelæsning: Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Lars Erslev Andersen fra DIIS besøger Institut for Statskundskab og holder en gæsteforelæsning med titlen "De forjættede lande. Historien om USA’s nære forhold til Israel og Mellemøsten."

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Tirsdag 2. december 2025,  kl. 11:00 - 12:00

Sted

Auditorie A1, Bygn. 1331, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, Bartholins Allé 7, 8000 Aarhus C.

Arrangør

Morten Valbjørn & Studenterforeningen GloPol
Foto af person, hår, tøj, briller, smil
Lars Erslev Andersen fra Institut for Internationale Studier (DIIS). Foto: Lynggaardhansenfoto.dk

Tirsdag d. 2. december besøger Lars Erslev Andersen fra DIIS Institut for Statskundskab og holder en gæsteforelæsning med titlen “De forjættede lande. Historien om USA’s nære forhold til Israel og Mellemøsten.” 

Om forelæsningen:

Forelæsningen udfordrer tre gængse myter om USA’s forhold til Mellemøsten og specifikt til Israel: For det første myten om, at amerikansk Mellemøstpolitik først indledes med olieboringerne i sluttrediverne og Franklin D. Roosevelts møde med Ibn Saud i 1945. I stedet argumenteres for, at USA indleder sin tilstedeværelse i Mellemøsten med missionærer i 1810 med væsentlig politisk og diplomatisk betydning. For det andet myten, som især formidles i Mearsheimer og Walts bog om den israelske lobby, at den zionistiske indflydelse først får politisk betydning fra tiden efter Anden Verdenskrig. I stedet argumenteres for, at den etablerede sig under omkring Første Verdenskrig. For det tredje myten om, at det er den israelske lobby, der former amerikansk Mellemøstpolitik og det nære forhold til Israel. I stedet argumenteres for, at det er det amerikanske verdenssyn, som det udvikles i 1800-tallet, der skaber et billede af "det hellige land" som del af en jødisk-kristen tradition, der binder USA og Israel sammen, og at den israelske lobby, der ganske vist er rig og stærk, ideologisk i vid udstrækning løber åbne døre ind.

Tilmelding: Forelæsningen er åben for alle. Tilmelding er ikke nødvendig.

Arrangeret af: Morten Valbjørn og studenterforeningen GloPol.

Kontaktperson: Morten Valbjørn