Workshop: Hvilken betydning har ‘public service’-medier og traditionelle medier såsom dagblade for den offentlige debat i det 21. århundrede?

Forskningsledelsen i Magtudredningen 2.0 inviterer hermed forskere til at deltage og holde oplæg på en workshop om den rolle, ‘public service’-medier og traditionelle medier såsom dagblade spiller i den offentlige debat i det 21. århundrede. Med denne, og en række andre workshops, vil vi gerne invitere kolleger til at diskutere, hvilke spørgsmål der er vigtigst inden for Magtudredningens 15 temaer. Workshoppen skal også gøre os klogere på, hvilken viden vi allerede har om temaerne, og hvor der er brug for ny viden.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Mandag 19. februar 2024,  kl. 11:00 - 14:45

Sted

Medielab, Fyens Stiftstidende i Odense

Arrangør

Magtudredningen 2.0

Klik her for at se programmet for dagen.

Please see below for English.

Nærværende invitation vedrører en workshop om de ændrede rammevilkår for  nyhedsproduktionen og deres betydning for indholdet blandt traditionelle publicistiske medier såsom ‘public service’-medier og dagblade. Temaet fokuserer eksempelvis på den digitale konkurrences effekt (inklusive fra nye alternative medier) på mediernes forretningsmodeller, mediernes indhold og medieforbrug, herunder blandt unge, væksten af politiske kommentatorer og deres rolle i den offentlige samtale, og hvilke konsekvenser en eventuel politisering af fakta og ekspertviden har for publicistisk praksis.

Workshoppen afholdes d. 19. februar fra kl. 11:00-14:45 i Medielab på Fyens Stiftstidende i Odense.

Magtudredningen 2.0 er et femårigt forskningsprojekt, der er finansieret af Folketinget. Magtudredningen skal etablere et videnskabsbaseret grundlag for den politiske samtale blandt borgere og beslutningstagere om, hvordan vi kan sikre levedygtigheden og legitimiteten af det danske demokrati i en verden præget af nye udfordringer.

Forskningsledelsen har i projektplanen skitseret 15 centrale temaer for dette arbejde. I januar, februar og marts planlægger vi at afholde en serie af workshops. Hver workshop skal (1) konkretisere de vigtigste forskningsspørgsmål inden for det pågældende tema, (2) afdække hvad vi allerede ved om disse forskningsspørgsmål og (3) afdække, hvilke huller der fortsat eksisterer i vores videnskabelige viden. Nærværende workshop om mediernes rolle i det 21. århundrede handler om Magtudredningen 2.0’s tema 13(”Hvilken betydning har ‘public service’-medier og traditionelle medier såsom dagblade for den offentlige debat i det 21. århundrede?”). Man kan orientere sig om de andre temaer her: ps.au.dk/fileadmin/Statskundskab/Billeder/Forskning/Forskningsprojekter/Magtudredning/Projektplan_for_Magtudredningen_2.0.pdf.

 

This workshop is part of the initial phase of the Danish Democracy and Power Study 2.0. You can read more about the study here:
https://ps.au.dk/fileadmin/Statskundskab/Billeder/Forskning/Forskningsprojekter/Magtudredning/Project_plan_for_the_Danish_Democracy_and_Power_Study_2.0.pdf.
The default language at the workshop is Danish because the key outputs of the project are to be in Danish. If you are a non-Danish-speaking researcher and would like to participate, please contact the organizer. You are also always welcome to contact the team of PIs with input regarding relevant research.