Nanna Mik-Meyer holder keynote om legitimitet, magt og professioner på Nordisk Professions årlige konference på SDU

Tilmelding nødvendig.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Torsdag 13. november 2025,  kl. 10:30 - 11:30

Sted

SDU

NORDPRO 2025 SDU, ODENSE 13.-14. november 2025

Legitimitet, magt og status i professionerne anno 2025

Professionelles viden og ekspertise udfordres og genforhandles løbende, når magtstrukturer ændrer sig, nye teknologier kommer til, eller når samfundet står med en ny krise eller et nyt presserende problem, som nogen skal løse. Professionernes legitimitet, magt og status har historisk beroet på social lukning, dvs. muligheden for at være og kunne det, som ingen andre var eller kunne, men i takt med en stigende politisering af viden og omvendt en videnskabeliggørelse af politik er spørgsmålet, hvad der i dag kendetegner professionernes legitimitet, magt og status? Hvor og hvordan må der i dag søges legitimitet, og følger magt og status automatisk med? Bør professionerne overhovedet tilstræbe magt og status?

Over de seneste år har de skandinaviske lande gennemgået en intens digitaliseringsproces, AI er kommet til, og nye teknologier er på mange måder med til at udfordre eller udvide de professionelles viden og puffe til deres råderum og handlemuligheder. Samtidig er det er blevet sværere at besætte ledige stillinger i visse professionsfelter, hvilket på den ene side kan medføre øget magt til de professionelle, i og med der er rift om deres arbejdskraft, men som på den anden side også indebærer opgaveglidning eller ufaglærte medarbejdere i nogle af stillingerne.

Vi inviterer til konference om, hvordan det står til med legitimitet, magt og status i professionerne anno 2025.